- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Løkke er købt af kvotekonger

Ib Poulsen har på "fornemmelsen", at statsministeren har ladet sig påvirke politisk af storfiskere.

Løkke og kvotekonge
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Hvis landets statsminister bliver afsløret i at have ladet sig købe politisk af de såkaldte kvotekonger, vil det ikke overraske fiskeriordføreren i Dansk Folkeparti.

- Slet ikke, siger Ib Poulsen til TV 2. Jeg ville ikke blive særligt overrasket.

Faktisk har DF'eren det selv på "fornemmelsen". Det er hans egen formulering, og han kommer den ikke nærmere. 

- Jeg kan kun gisne om, hvad jeg fornemmer og føler. Og jeg har haft det på fornemmelsen siden foråret, siger Ib Poulsen.

Fiskere kan have købt indflydelse

Han mener, at en gruppe storfiskere, via donationer til Løkkefonden, KAN have købt sig til indflydelse på regeringens fiskeripolitik.

Den melding kommer efter, at FødevareWatch har afsløret, at Løkke i 2016 mødtes med en gruppe fiskere for at drøfte en presserende dagsorden i fiskeriet.

Det skete i forbindelse med en årlig nytårskur i Thyborøn, hvor nogle af de samme fiskere deltog for at samle penge ind til Løkkefonden, som Løkke har stiftet - og som hans kone er bestyrelsesformand for.

- Politikere kan mødes med, hvem de vil. Det behøver ikke nødvendigvis at være styrende for deres politik. Men sammenholdt med de ting, der er kommet frem omkring Løkkefonden, så er det jo det billede, der står tilbage:

- At man har købt sig adgang til at få indflydelse på regeringens førte politik.

Løkke i samråd

Løkke forsikrer i en mail til FødevareWatch, at mødet ikke er styrende for regeringens politik. Det var en "rent praktisk ting", at mødet blev afholdt i Thyborøn, når han "alligevel var på de kanter".

Men Ib Poulsen er ikke overbevist. Han forventer en "god forklaring" fra statsministeren, der onsdag skal i samråd for at svare på spørgsmål om hans relationer til de storfiskere, der populært kaldes kvotekonger:

- Han må komme ydmygt til samrådet, lægge sig fladt ned og sige, at han har relationer til kvotekongerne, som han ellers påstod ikke at have, siger Ib Poulsen.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor han forsøger at skjule relationerne.

Hvorfor tror du?

- Det må I spørge statsministeren om.

Men hvad tror du?

- Det er jo svært at sige, hvorfor man ikke vil vedstå sig relationer, man åbenlyst har. Det håber jeg jo meget at få en forklaring på, på samrådet onsdag: Hvorfor det ikke skulle frem i første omgang, siger Ib Poulsen til TV 2. 

- Det ville være rart, hvis han svarer ærligt og redeligt, og at det ikke senere kommer frem, at det han sagde ikke var sandt. Så skal vi jo kalde ham i endnu et samråd. 

Det er helt i toppen af regeringen

Ib Poulsen mener, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) sidste år måske ikke var alene om at "modarbejde" arbejdet med at komme kvotekoncentrationen til livs med stramninger.

- Det bekræfter mig i, at det har været vanskeligt at få stramninger igennem, når størstedelen af donationerne kom fra de her fiskeskippere, som jo køber sig adgang til statsministeren, siger Ib Poulsen.

Siger du dermed, at det har påvirket regeringens politik?

- Det er det, jeg sidder med en følelse af. At det i første omgang mest var den daværende fiskeriminister, der var stopklodsen i forhold til stramninger.

- Men for mig tyder mere og mere på, at det er helt i toppen af regeringen, at de her interesser har været forsøgt varetaget.

Så du tror, at Løkke har været stopklods for stramninger?

- Jeg kan kun sige, hvad jeg fornemmer. Og med de ting, der er kommet frem, fornemmer jeg, at det har rødder helt op i toppen af regeringen og Venstre.

Fødevareordfører Simon Kollerup (S) påpeger, at Løkke på et samråd i november udtalte, at hans relation til storfiskere ikke havde noget med hans virke som statsminister at gøre.

- Den forklaring falder sammen bid for bid.

Men der er vel ikke noget galt i at mødes med erhvervsfolk?

- Jeg synes, det er meget tydeligt, at det møde, som kvotekongerne har fået med statsministeren, alene er kommet i kraft af de donationer, de har givet til Løkkefonden, siger Simon Kollerup.