Jægere med borgerforslag: Forbyd regulering af kronvildt

Det skal være forbudt at skyde kalve på sin mark, mener en gruppe vestjyske jægere.

1:05
Lars Aaen Brask er én ud af fire stillere af borgerforslaget.
Foto: Lars Lauridsen

- Vi synes, det er uetisk at skyde små kalve. Og det har ingen effekt.

Sådan siger Lars Aaen Brask om de regler for regulering af kronvildt, som gælder i Danmark.

Dyrene kan nemlig være til stor gene for landmænd, som derfor kan få tilladelse til at regulere bestanden ved at skyde et mindre antal kalve. 

Skyd hind i stedet for kalv

Men det er ikke den rette vej at gå.

Det mener fire vestjyske jægere, som står bag et nyt borgerforslag, som vil forbyde regulering af kronvildt. 

- Kødet af en nyfødt kalv er værdiløst, og det er derfor, vi synes, det er forkert.

Men jægerne er ikke imod regulering generelt, fortæller stifter af forslaget Lars Aaen Brask.

- Vi har bestemt forståelse for, at landmænd har problemer med krondyrene, og nogle af dem skal skydes. Men når man skyder de små kalve, så løser man ikke problemet. 

I stedet skal en anden løsning til, mener han. 

- Det handler om at få nedbragt bestanden, og måden, vi gør det på, er ved at skyde nogle voksne hundyr – et produktionsapparat. Kalven drikker mælk fra sin mor, men hinden skal have græs hver dag – så hun vil komme tilbage til landmandens marker. Hvis man vil have stoppet et problem med dyr på sine markér, er man nødt til at have produktionsdyrene ud, ikke kalvene, argumenterer Lars Brask. 

Den lokale jagtsæson spænder ben

Lars Aaen Brask afviser at sidde inde med 'guldkornene', og den perfekte løsning, men har et klart forslag: 

Udnyt jagtsæsonen. 

- Jeg synes, man skal udnytte den fulde jagttid, som siger, at kronvildtet må skydes fra 1. oktober til 31. januar, og kalven fra 1. september til 28. februar. Men her i lokalområdet må vi først begynde at skyde hinden 16. oktober – og kalven slutter allerede 1. februar.

- Det, synes jeg, er et problem. 

Derfor foreslår han og de andre stillere, at det skal være forbudt at regulere kronvildt, så længe det er muligt at regulere indenfor jagttiden.