Iværksættere går uden om millioner

Fond har 100 millioner til uddeling til iværksættervirksomheder i Region Midtjylland. Kun få fra Midt- og Vestjylland viser interesse.

Peter_Kjeldbjerg.jpg

Det er et tilbud, som henvender sig til iværksætter-virksomheder i hele Region Midtjylland. Det handler om rådgivning - men også om muligheden for at få en kapitalindsprøjtning i millionklassen.

Umiddelbart lyder tilbudet fristende. Ikke desto mindre kom kun otte ud af 47 ansøgninger fra virksomheder vest for Århus, da Midtjysk Iværksætterfond sidst søgte kandidater til millionerne.

- Det er lidt synd, for vi skulle jo gerne skabe nogle arbejdspladser. Håbet er at finde det nye Grundfos eller Bang & Olufsen i Vestjylland. Men hvis ikke iværksætterne kommer på banen, så bliver det jo svært, siger Peter Kjeldbjerg, der er direktør i erhvervsparken Nupark i Holstebro.

Nupark står sammen med Accelerace Management bag en iværksætterfond, støttet af Region Midtjylland, som råder over en pengetank på 100 millioner kroner. For at undgå at alle pengene i en ny ansøgningsrunde igen ender i Østjylland, så går fonden nu en form for tiggergang: Man opfordrer virksomheder i Midt- og Vestjylland til at søge penge.

- Det er lidt besynderligt, at man har et gratis tilbud om en hel masse træning og vitaminer til virksomheden, og oven i købet måske nogle penge, som følger med, at man så skal ud og sælge det aktivt. Det er lidt pardoksalt, siger Peter Kjeldbjerg.

 

2:15
De midt- og vestjyske iværksættere gør ikke kur til de millioner der ellers ligger og venter på at blive brugt hos Midtjysk Iværksætterfond. Dermed risikerer pengene at ende i Århus.