Inger Støjberg bliver Venstres nye retsordfører

Inger Støjberg (V) bliver Venstres retsordfører, oplyser partiets pressetjeneste.

Inger Støjberg er blevet retsordfører i Venstres nykonstituerede folketingsgruppe .
Inger Støjberg er blevet retsordfører i Venstres nykonstituerede folketingsgruppe .
Foto: Mads Claus Ramussen / Ritzau-Scanpix

 Den tidligere udlændinge- og integrationsminister blev tidligere på ugen vraget til toppost i Venstres gruppe.

Hun forsøgte mandag at blive en del af gruppeledelsen, men måtte se sig slået af Sophie Løhde, der fik posten som gruppenæstformand.

- Jeg stillede op for at blive en del af ledelsen, fordi jeg mener, at det er vigtigt at sikre en balance - ikke mindst i udlændinge- og værdipolitikken, skrev Støjberg på Facebook efter et døgns tavshed om valget af gruppens ledelse.

Tidligere minister, gruppeformand og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Søren Gade (V) har udtrykt bekymring over, hvem der skal repræsentere Støjbergs linje på udlændingeområdet i gruppeledelsen.

Det samme har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, udtrykt. Han er bekymret for, at Venstre har gang i et kursskifte i udlændingepolitikken.

Fravalget af Støjberg er ifølge flere politiske kommentatorer et billede på, at tilhængerne af en stram udlændingepolitik har fået det sværere i Venstre.