Indtjening buldrer frem i landbruget

Omsider udsigt til bedre indtjening for de danske landmænd

Formanden for Lanndbrug & Fødevarer, Martin Merrild fra Hjerm glæder sig over at det nu lysner for landmændene.
Formanden for Lanndbrug & Fødevarer, Martin Merrild fra Hjerm glæder sig over at det nu lysner for landmændene.

Dansk landbrug er omsider på vej ud af den dybe krise, der har præget erhvervet de seneste år. Det viser nye prognoser fra landbrugets rådgivningscenter Seges.

Det er stigende råvarepriser på de internationale markeder, der nu ser ud til at skabe en positiv fremdrift for de pressede landmænd.

JP Finans offentliggør i dag de nye prognoser for indtjeningen i landbrugs-erhvervet. Og der er tale om en kraftig opjustering i forhold til for blot få måneder siden, hvor der atter var udsigt til røde regnskaber.

I følge Seges vil svineavlernes gennemsnitlige indtjening tordne frem allerede 2016, og lande på den gode side af en halv million kroner.  

Samtidig justeres de positive forventninger for 2017 til at omfatte samtlige grene i erhvervet. Det betyder, at også mælke- og kvægbønderne, sammen med planteavlerne, vil mærke et stort positivt opsving næste år.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild fra Hjerm kalder det rigtigt, gode nyheder for branchen.

- Det er det her vi har gået og ventet på, siger han til TV MIDTVEST, og understreger at det er i sidste øjeblik situationen vender.

Martin Merrild henviser i den forbindelse til de mange landmænd, der i årevis har levet på bankernes nåde.

- Vi håber på at de gode nyheder for branchen kan skabe en slags "ketchup-effekt", som den vi oplevede da det hele gik i sort for landbruget, nu bare med positivt fortegn, siger Martin Merrild.

Og det ser ud til at formanden har noget at have optimismen i. Hen over sommeren er eksporten af bl.a. svinekød til Kina, nærmest eksploderet. 

Samtidig er der, på grund af krisen, skåret voldsomt ned på produktion af landbrugsvarer. Det har fået priserne til at stige, også på mælken.  

Og formentlig bliver det den redningskrans der kan være med til at redde danske landmænd sikkert ud af den historiske krise, de har befundet sig i gennem flere år.