Ildsjæle skaber liv i kroerne

Som perler på en snor ligger kroerne rundt om i landskabet. Alt fra færgekroerne til de kongeligt privilegerede kroer. Limen, der holder kroerne sammen, er de ildsjæle, der driver dem. Krofatter, kromutter og alle de andre medarbejdere, som knokler for at give gæsterne god mad og gode oplevelser.

21:26
Der er vist næppe noget så pæredansk som en go’ gammeldaws kro! Men - hvordan har de det egentlig, de danske kroer anno 2021? Vores serie ”Sommer på Kroen” besøger denne gang Tambohus Kro og Badehotel, med den fineste udsigt over til Jegindø. Og så skal vi til Sallingsund Færgekro, der har royale anekdoter i gæstebogen.

I miniserien ”Sommer på Kroen” kommer seerne helt tæt på disse ildsjæle, der har gjort krolivet til en livsstil.

For der er ikke noget så pæredansk som en god gammeldags kro. Klassiske retter på menuen, en lokal øl i glasset og solen, der skinner som da far var dreng. Det er et stykke danmarkshistorie, der er værd at værne om, hvis man spørger krogæsterne.

- Personligt vil jeg gerne støtte de danske kroer, fordi de er ved at uddø, og det, synes jeg, er forfærdeligt kedeligt, siger Hans Jørgen Salomonsen, der er fra Århus og har taget turen til Sallingsund Færgekro på Mors.

En gang om året tager han på kroophold sammen med sin søn.

- Det er hyggen ved de danske kroer, fred og ro og så de danske traditioner. Når man kommer til England, er der pubber alle steder. Det er vi ved at skide væk her i Danmark ved, at vi ikke bruger kroerne, siger Hans Jørgen Salomonsen fra Aarhus.

Sønnen er enig.

- Der er gået noget tabt i den hastighed, vi har, siger Søren Salomonsen.

Jens-Peter Skov overtog Sallingsund Færgekro i 1991.
Jens-Peter Skov overtog Sallingsund Færgekro i 1991.
Foto: StoryPark Media

Nye ejere vendte kroens skæbne

Sallingsund Færgekro er langt fra lukningstruet, men sådan har det ikke altid været.

Kroen er drevet af Jens-Peter Skov, der overtog i 1991 efter en karriere på flere fashionable hoteller i blandt andet London og København.

Sammen med ægtemanden Bertil Nydal har han formået at vende kroens skæbne.

- Den kro, jeg købte, var ved at gå nedenom og hjem. Den var i meget dårlig stand. Havde jeg vidst, at der var rigtig mange lig i lasten, så havde jeg nok ikke købt den. Det har været noget af en kamp at få stedet renoveret og kørt op til, hvad det er i dag, siger Jens-Peter Skov.

Sallingsund Færgekro serverer gourmetmad, og den royale familie er faste kunder gennem mange år. Kroen er gået fra at være tæt på tvangsauktion til i dag at omsætte for 20 millioner kroner om året.

Kroarbejde er fast arbejde

At det er en livsstil at drive en kro, bliver man bekræftet i på Tambohus Kro og Badehotel, der ligger i Thy med udsigt til Limfjorden og Jegindø.

Stedet er drevet af værtsparret Kristina Skøtt Pedersen og Karsten Pedersen. De mødte hinanden som kollegaer på kroen for snart 20 år siden.

Det er en krævende opgave at drive en succesfuld kro, så der er ikke meget fritid.

- Det er i hvert fald fast arbejde, men vi kan jo også godt lide det, for ellers gjorde vi det jo ikke, siger Kristina Skøtt Pedersen.

Værtsparrets søn Noah Pedersen hjælper nogle gange til i køkkenet, men kroen kommer ikke til at gå i arv, hvis det står til faren.

- Han skal ikke være i den samme branche som os. Det er helt sikkert. Han skal have sig en god uddannelse, og så skal han lave noget andet, siger farmand Karsten Pedersen.

Nytænkning og nørder på Halkær Kro

Halkær Kro nær Nibe er ikke en klassisk kro, men har også slået sit navn fast som et kulturcenter.

I 1992 købte otte lokale familier kroen for at lave den om til musiksted og økologisk spisehus.

- Der var heldigvis ingen af de otte familier, der vidste noget som helst om at drive kro, for så tror jeg simpelthen ikke, de havde købt den, siger kroens koordinator og nøgleperson, Peter Søndergaard.

I dag er det et af landets førende spillesteder for folke- og verdensmusik. Samtidig er kroen hjemsted for en række kurser, møder og aktiviteter med økologi og godt madhåndværk som omdrejningspunkt.

- Vi er nogle nørder herude. Jeg er også lidt en nørd. Så det, at man kan samle sådan et sted, hvor der virkelig er meget viden og meget erfaring, gør også, at vi er lidt specielle herude i Halkær, siger Malou Lassen, der er økologisk formidler på Halkær Kro og Kulturcenter.

Halkær Kro var det første sted i landet, der modtog Det Økologiske Spisemærke i guld. Det betyder at maden består af 90-100 procent økologi.

Peter Søndergaard er kroens eneste ansatte, men han er ikke alene om arbejdet.

- Soklen under det hele er de frivillige. Det er de frivillige, der holder huset i gang, slutter Peter Søndergaard, der er kroens eneste ansatte.

I alt 8 kroer og badehoteller er med miniserien ”Sommer på kroen”. Det er: Sallingsund Færgekro, Hvalpsund Færgekro, Thinghuskroen, Halkær Kro, Stenbjerg Kro, Næsbydale Badehotel, Fur Færgekro og Tambohus Kro og Badehotel.