I dag vælger KD ny formand: Midt- og Vestjyder peger på københavnsk erhvervsmand
Kristendemokraterne skal i dag finde ny formand og her peger alle pile på den samme mand.
Efter en valglussing i efteråret trak Marianne Karlsmose sig fra formandsposten i Kristendemokraterne.
I dag skal der så vælges en ny formand, når partiet holder ekstraordinært landsmøde i Middelfart.
Spændingen er næsten forstummet, da særligt én herre ligger lunt i svinget til at overtage posten, men hvem ser baglandet gerne overtager, og hvad lægger de vægt på?
Det spurgte vi et par af de fremtrædende Kristendemokrater i landsdelen om.
Hvem ser du som favorit til formandsposten?
- Det er jo sådan at ni ud af ti kredse peger på Jeppe Hedaa og den sidste ikke på nogen, så det bliver nok ham, fortæller 2. viceborgmester i Herning Kommune, Karlo Brondbjerg, med et grin.
Hvad forventer du dig af en ny formand?
- Jamen efter det historisk dårlige valg, er vi rykket tættere sammen i bussen, så jeg forventer, der bliver lagt en linje, som vi alle kan følge.
- Jeg er personligt glad for, det ser ud til at blive Jeppe Hedaa, for vi er enige i stort set 100 procent.
- Men det er også vigtigt, han er villig til at lytte til medlemmerne, og der synes jeg, det er fantastisk, at Jeppe Hedaa har besøgt samtlige kredse for at tage en dialog med dem om, hvilken proces vi skal ind i.
Skal KD stadig gå op i landspolitik, eller skal man holde sig til det kommunale/regionale?
- Jeg kender ikke nogen partier, der har overlevet ret mange lokalvalg, hvis man ikke er landsdækkede.
- Så at frasige sig landspolitik vil i mine øjne være en afviklingsplan, og så synes jeg, vi har fået mange nye, unge mennesker ind i partiet, så der er noget at bygge videre på.
En frisk start
Hvem ser du som favorit til formandsposten?
- Det bliver jo nok Jeppe Hedaa og ham har jeg det rigtig fint med. Han har sagt nogle gode ting, og det er altafgørende for fremtiden, at det er den rigtige person i spidsen, og det tegner det sig til at være.
Hvad forventer du dig af en ny formand?
- På en eller anden måde skal den nye formand give Kristendemokraterne et nyt udtryk. Der skal signaleres en klar ny start med en klar linje, om det man vil. Det kan Jeppe Hedaa.
- Der er brug for en stærk leder, der sammen med bestyrelse og baglandet kan tegne en klar og tydelig linje.
Skal KD stadig gå op i landspolitik, eller skal man holde sig til det kommunale/regionale?
- Både og vil jeg sige. Jeg fornemmer, at landsorganisation er rigtig vigtig selv med vores valghistorik.
- Nu er vi jo et lille parti, men der er medlemmer, der vil begge dele, og det er fint, hvis vi har en stærk leder, der sørger for, der ikke er for meget "fnidder fnadder", det orker man ikke i et lille parti.
- Og selvfølgelig skal vi holde fast i det lokale og regionale, hvor vi har vist, at vi kan være med.