I dag er det halloween: Hvorfor er det blevet en dansk tradition?

Forskere vil undersøge, hvorfor danskerne har taget den amerikanske tradition halloween til sig.

Ifølge den amerikanske tradition er det i aften, at udklædte børn går rundt og banker på døre og siger 'slik eller ballade.'
Ifølge den amerikanske tradition er det i aften, at udklædte børn går rundt og banker på døre og siger 'slik eller ballade.'
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Frem til i dag har supermarkederne solgt markant flere græskar end i 2018, og halloween-sliksalget anslås at været steget med hele 70 procent i forhold til sidste år.

Hver femte dansker pynter op til halloween, og i landets børnefamilier er det mere end hver fjerde, der er klar til at gå ud på gader og stræder i uhyggelig udklædning for at kræve ’slik eller ballade.’ Det skriver Kristeligt Dagblad.

Halloween haler ind på påsken

Coop Analyse har gennemført en lille meningsmåling om danskernes forbrug og vaner omkring den aften, som i kirken og i dansk tradition har heddet allehelgensaften. En aften, der har været temmelig ubemærket af almindelige danskere. Men under sit engelske navn halloween og i en indpakning af vampyrer, monstre, græskar og slik med uhyggelige motiver er aftenen blevet en stor familie- og folkefest.

En traditionsfejring, der i forhold til at engagere børnefamilierne kun overgås af julen, og som haler kraftigt ind på påsken på andenpladsen.

- Halloween har været i stærk fremgang, siden traditionen kom til Danmark i 1990’erne, og den har endnu ikke fundet sit naturlige leje. Populariteten skyldes flere ting. Først og fremmest, at den ikke kun appellerer til børn, men også til unge, forældre og mange andre, siger analysechef Lars Aarup fra Coop, som står bag dagligvarebutikker som Brugsen og Fakta til Kristeligt Dagblad.

2:41
Se indslag fra halloween i 2018. 
Foto: TV MIDTVEST / arkiv

Kender ikke den danske halloweentradition

Han bakkes op af Caroline Nyvang, der er historiker ved Dansk Folkemindesamling under Det Kongelige Bibliotek. Hun ser halloween som en tradition, der er kommet for at blive, selvom den var ukendt for de generationer, hvis barndom lå før årtusindskiftet.

- Faktisk kender vi traditionsforskere heller ikke den danske halloweentradition særlig godt, fordi den er så ny og er kommet til så hurtigt. Derfor har vi netop indledt en undersøgelse, hvor vi via en hjemmeside systematisk vil indsamle informationer om halloweenskikke i forskellige landsdele og blandt folk i forskellige aldre, siger hun til avisen.

På hjemmesiden inviteres alle til at nedskrive en beretning om deres halloween­fejring samt besvare fem spørgsmål om handlinger, minder, uenigheder samt gode og dårlige oplevelser.

- Vores hypotese er, at halloween er en højtid med en stor generationskløft. Det er ofte børnene, der har fejret halloween i børnehaven og derefter har lært deres forældre om skikkene. Mange i den ældre generation ser halloween som en kommerciel, amerikansk skik, som virker fremmed, fordi vi voksne ikke kender den fra vores egen barndom, fortæller folkemindeforskeren til Kristeligt Dagblad.