Hvis regnen kommer: Afbrændingsforbuddet gælder fortsat

Flere steder i landet er det så småt begyndt at regne. Men afbrændingsforbuddet bliver ikke ophævet af den grund.

Trods regn flere steder i landet gælder afbrændingsforbuddet fortsat.
Trods regn flere steder i landet gælder afbrændingsforbuddet fortsat.
Foto: Arkivfoto, Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Nogle steder i landet er regnen begyndt at falde, og det kan også sprede sig til det midt- og vestjyske.

Men selvom himlen skulle åbne sig over Midt- og Vestjylland, og jorden får noget vand, så gælder afbrændingsforbuddet fortsat. Det fastslår sekretariatschef ved Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

- Helt generelt må vi sige, at den nuværende mængde af regn ikke er nok til, at der vil ske ændringer. Og vi kan heller ikke svare på, hvor mange millimeter regn, der skal til, for det kommer helt an på de lokale forhold, og på den periode regnen falder over, siger Bjarne Nigaard.

Ifølge sekretariatschefen vil ikke skybrud med 30 millimeter vand ikke batte det store mod den vedvarende tørke, mens fem dages stabil regn vil gøre en del mere.

Regn flere steder

Udmeldingen fra Danske Beredskaber kommer efter, at de har fået flere henvendelser fra borgere om, hvorvidt afbrændingsforbuddet er ophævet efter, at der er kommet regn flere steder på Sjælland.

Men forbuddet er og bliver ikke ophævet lige foreløbigt.

- Jeg kan love, at så snart der er muligheder for at lempe på afbrændingsreguleringerne, så vil det blive gjort. Følg derfor gerne med på det lokale beredskabs hjemmeside, siger Bjarne Nigaard.

Hos Danske Beredskaber følger de løbende med i vejrets udvikling, og men indtil videre må borgerne fortsat følge reglerne for afbrænding.

- Vi har absolut kun intentioner om at lave mindst muligt besvær for folks sommerhygge. Men indtil der sker ændringer i afbrændingsreguleringerne, så er det altså fortsat utroligt vigtigt at respektere reglerne. For naturen er fortsat mere tør end mange tror, og der skal stadig utrolig lidt til, før en naturbrand begynder, siger sekretariatschefen.

Afbrændingsforbuddet gælder i hele landet. Det koster 5000 kroner i bøde, hvis man overtræder forbuddet.