Hver fjerde liter mælk er nu økologisk

Salget af økologi er vækstet markant i 10erne. Mælk og andre mejeriprodukter fylder mere og mere.

Arla
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I det seneste årti har økologi for alvor fået tag i danskerne. Nye tal fra Arla viser, at salget af økologiske mejeriprodukter er vækstet markant.

Siden 2012 er salget af økologisk ost vokset med intet mindre end 86 procent, mens økologisk smør og mælk også er steget. Arlas økologiomsætning er nu over en milliard kr. årligt, men økoambitionerne stopper ikke her. Fødevarevirksomheden går ind i slutspurten for at nå 2020-målet om at øge omsætningen af økologiske produkter med 50 procent på fem år.

Danskerne med øko-føretrøje på

I dag er danskerne den befolkningsgruppe i verden, der køber flest økologiske varer. Og det er ikke længere kun en lille gruppe Københavnere, som sværger til ø-mærket. Faktisk er økologi vækstet i alle landets regioner, og det kan mærkes på salgstallene hos Arla.

Salget af økologisk ost er siden 2012 steget med hele 86 procent. Samtidig er salget af økologisk smør steget med 22 procent, mens salget af økologisk mælk er vækstet med 9 procent til 93 millioner liter. Dermed udgør økologisk mælk nu en fjerdedel af det totale mælkesalg.

- Det er en milepæl for os, at hver fjerde liter mælk er økologisk. Vi har nu en omsætning på økologi på over 1 milliard kroner, siger Jakob B. Knudsen, der er landedirektør i Arla Danmark.

Slutspurten for at nå 2020-målet i gang

I 2015 søsatte Arla en ambitiøs strategi om at øge omsætningen af økologiske produkter i Danmark med 50 procent inden 2020. Og her i slutspurten mangler Arla kun syv procent for at nå det økologimål.

- Vi nærmer os 2020-målet, og det viser, at vores økologiske innovation kan betale sig. Vi har de seneste år haft fokus på at udvikle nye og flere økologiske produkter, samtidig med at vi har konverteret endnu mere af vores emballage til miljøvenlig emballage, siger Jakob B. Knudsen.

Samtidig stiger salget af Arlas økologiske mærke ØKO, der vækstede med ni pct. i 2018. ØKO er en satsning fra Arlas side om at demokratisere økologi, så det bliver mere tilgængeligt for danskerne til en billigere pris.