Hvad er vigtigst? Fars dag eller Grundlovsdag
Hvorfor er fars dag samme dag som grundlovsdag? Og hvilken dag betyder mest for danskerne? Få svaret her.
Den femte juni fejrer vi Grundloven og vores demokrati.
Men derudover, kan alle fædre også kalde netop den femte juni for deres dag.
Og mens fars dag er en tradition, der vinder frem, har Grundlovsdagen en dalende interesse, siger traditionsekspert.
Tilfældigt sammenfald
At Grundlovsdag og fars dag begge falder på den femte juni, lyder pudsigt.
Men hvorfor falder disse to dage sammen?
- Jamen, det er skørt! Jeg tror, at det er tilfældigt.
Da fars dag kom til Danmark i 1935 var Grundlovsdag stadig en fridag for alle. Og det kan måske have noget med sammenfaldet at gøre, forklarer Caroline Nyvang, der er Traditionsekspert ved Det Kongelige Bibliotek.
- Det gav mulighed for at markere dagen på en anden måde, end hvis alle skulle arbejde.
Fars dag vinder frem
Mens den demokratiske fest på Grundlovsdag er rykket ind på de sociale medier, er fars dag ved at vinde indpas i Danmark.
- Indtil nu har fars dag været negligeret i forhold til mors dag, men det er blevet mere ligestillet, forklarer traditionsekspert Caroline Nyvang.
Grundloven og fædrene er ikke alene om at kalde den femte juni for deres.
- Det er faktisk også International Motorist Dag og International Dag for Havmiljø, siger Caroline Nyvang.
Ikke aktuel mere
Det var lovbestemt at have fri på Grundlovsdag indtil 1975. Dengang var der langt større partitilknytning i befolkningen.
- At stille sig op på ølkasse og holde tale, det er blevet passé! Men de nye medier, og især Facebook, er blevet et langt større talerør, hvor politikerne når langt bredere ud, forklarer Caroline Nyvang, der er traditionsforsker ved Det Kongelige Bibliotek.
Men selvom det er mere end 40 år siden, at den halv fridag blev afskaffet har rigtig mange fortsat fri den femte juni. Det skyldes, at det for mange er overenskomstforhandlet fridag.