Huspriserne stiger

Nu stiger huspriserne også udenfor de store byer. Flere kommuner her i landsdelen i top i ny opgørelse. Tjek din kommune her.

Til salg skilt_0.jpg

Efter mange magre år bliver det nu igen dyrere og dyrere at købe hus i Danmark.
Og det er ikke længere kun i de større byer og deres forstæder, man må til lommerne for at blive husejer.

Hele 82 af landets 98 kommuner har således oplevet en stigning i salgsprisen for villaer og rækkehuse det seneste år. Kun ni kommuner fik registreret et fald i salgsprisen fra juni sidste år til juni i år. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk

Helt i topppen ligger kommuner som Struer og Morsø, der henholdsvis har oplevet en prisstigning på hele 22.3 procent og 21.4 procent det seneste år.

- Vi har set generelle prisstigninger over en længere periode, men det er først nu, at den har ramt så mange kommuner. Det er meget positivt, at de stigende priser ikke kun er et storbyfænomen, men har bredt sig til resten af landet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Ved årsskiftet havde 54 kommuner salgspriser, der var højere end året før, men antallet af kommuner i plus er altså steget med 28. Der er dermed tale om en klar tendens, der har spredt sig fra by til land.

Opgørelsen bygger dog udelukkende på statistik og derfor skal man tage det forbehold, at prisstigningerne kan være højere end i virkeligheden, hvis der er blevet solgt mange dyre huse.

Tre kommuner i minus her i landsdelen

Der er dog skår i glæden. Flere kommuner her i landsdelen topper nemlig også listen over største prisfald.

Overordnet set har Region Midtjylland oplevet den mindste stigning, hvor salgspriserne alligevel nu ligger 4,6 procent over sidste års niveau.

- Region Midtjylland har tidligere haltet lidt bagefter og var ved årsskiftet den eneste region, hvor priserne var lavere end året før. Men nu er også Midtjylland kommet godt i plus, og vi skal nu helt ned på kommuneniveau for at finde de områder, hvor priserne ikke stiger, siger Birgit Daetz.

De kommuner, der har oplevet prisfald, er fordelt over hele landet. Men tre af kommunerne ligger her i landsdelen, hvor Lemvig er den klart største taber med et fald på hele 29.2 procent i forhold til sidste år.

Top 10 kommuner med størst prisstigning (juni 2014 - juni 2015)

  1. Stevns: 37,9 %
  2. Stuer: 22,3 %
  3. Morsø: 21,4 %
  4. Bornholm: 18,8 %
  5. Gribskov: 18,7 %
  6. Sorø: 17,2 %
  7. Ringkøbing-Skjern: 17,2 %
  8. Middelfart: 15,3 %
  9. Halsnæs: 14,9 %
  10. Rebild: 14,6 %

9 kommuner med prisfald (juni 2014 - juni 2015)

  1. Lemvig: -29,2 %
  2. Favrskov: -7,7 %
  3. Hjørring: -4,8 %
  4. Kalundborg: -3,0 %
  5. Faaborg-Midtfyn: -1,6 %
  6. Tønder: -1,6 %
  7. Holstebro: -1,4 %
  8. Mariagerfjord: -1,3 %
  9. Vejen: -0,4 %

Kilde: Boligsiden.dk

 

2:12