Husk at låse døren

Politiet opfordrer beboere i pensionistboliger til at være ekstra opmærksomme på indbrudstyve.

Politi.dk logo.jpg

Politiet i Holstebro har fået mistanke til, at der lige nu går en mand rundt, der bevidst opsøger pensionistboliger for at begå indbrud. Mistanken blev vækket, da to anmeldelser med enslydende signalement kom ind i løbet af onsdagen.

Første indbrud skete klokken 16.50 i Holmehaven i Ulfborg, hvor lejlighedens 74-årige kvindelige beboer pludselig hørte noget, der puslede rundt i hendes bolig. Da hun kom ud i gangen, opdagede hun en mand.

- Hun spørger, hvad han skal, og han forklarer, at han skal se på noget el-center. Men så går han igen, forklarer vicepolitikommissær Ole Hofmansen fra lokalpolitiet i Holstebro. Det er helt sikkert, at han ville begå indbrud, hvis ikke hun havde opdaget ham, fortsætter han.

Endnu et indbrud

Godt en time senere kom den næste anmeldelse. Her var det i Asp, cirka 20 minutters kørsel væk, hvor en 84-årig kvinde pludselig opdagede, at der stod en mand i hendes køkken. Denne mand flygtede også, da han blev opdaget.

- Begge mænd bliver beskrevet nogenlunde ens, så det kan godt være én, der opsøger pensionistboliger, forklarer Ole Hofmansen. Ingen af kvinderne havde selv lukket dem ind, men derfor kan det være en god ide at låse sin hoveddør, selvom man er hjemme, råder han.

Gerningsmanden ved første indbrud beskrives som 40 til 45 år. 170 centimeter høj og kraftigt bygget. Han var halvskaldet og bar en striktrøje og en blå pilotjakke. Han talte desuden med østeuropæisk accent. 

I Asp blev gerningsmanden beskrevet som 30 til 40 år, men ligeledes 170 centimeter høj, buttet og med udenlandsk udseende.

Hvis vidner har set noget mistænkeligt i de to byer, hører politiet gerne om det på telefon 114.