Hurtigere internet på vej gennem kloakken

Yderområderne kan langt lettere og billigere få lynhurtige bredbåndsforbindelser uden dyre opgravninger - men gennem kloakkerne.

kloakering 4_0.1.jpg

Hurtigere og måske billigere internet til mange flere danskere kan blive konsekvensen af nye regler , der gør det muligt at trække fibernet igennem kloakledningerne.

Det betyder, at man kan spare meget af det dyre, tidskrævende gravearbejde, som ofte er en trafikal pestilens for både borgere og virksomheder især i byerne.

Et nyt EU-direktiv baner vej for muligheden, som nu skal implementeres i dansk lov.

Nye muligheder hjælp fra med robotter

Det åbner ifølge direktør Carl-Emil Larsen fra vandsektorens brancheorganisation, Danva, helt nye muligheder:

- Det kan spare danskerne for penge og besværligheder og samtidig på en enkel måde give hurtigere internet. Der er masser af plads i store kloakrør.

- Med en robot kan man skyde et fiberkabel ind, så man slipper for at grave. Og det vil ikke genere rensning og vedligehold af rørene, siger han.

Testes på Sjælland

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, er netop i gang med det første danske pilotprojekt for at undersøge, hvordan vandsektoren kan bidrage til at gøre Danmark mere digitalt.

- Det interessante er, om vi kan bruge metoden både som en hovedvej for transmission af signaler fra en bydel til den anden og som biveje, hvor man også kan koble de enkelte kunder på. Det sidste vil der være langt det største potentiale i, siger områdechef Gorm Elikofer.

I Teleoperatørernes brancheforening, Telekommunikationsindustrien, ser direktør Jakob Willer store perspektiver i projektet.

- Gravearbejdet er langt den dyreste del af ny infrastruktur, så der er mange omkostninger at spare, når man slipper for det, siger han.

Erfaringer andre steder i Europa med bredbånd i spildevandsledninger viser, at det kan fungere i blandt andet Wien, Barcelona, Budapest og Hamborg.

/ritzau/