Hundredtusindvis af danskere har allerede tjekket deres årsopgørelse

Årsopgørelsen er som vanligt blevet tilgængelig flere dage før tid. I den kan du se, om du får penge tilbage.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Siden Skattestyrelsen fredag aften åbnede for, at borgere kan tjekke deres årsopgørelse for 2018, har der været 710.049 logins.

Det skriver Skattestyrelsen lørdag formiddag på Twitter. Samtidig har der været cirka 1.276.091 visninger.

Der er tale om antallet af login og ikke antallet af brugere, da man kan være logget ind flere gange.

I årsopgørelsen kan man se, om man skal have penge tilbage i skat eller omvendt skylder penge.

Skattestyrelsen har registreret antallet af logins fra fredag klokken 18 til lørdag morgen klokken 07.

Opgørelse officielt klar på mandag

Årsopgørelsen er først officielt klar mandag den 11. marts. Men traditionen tro har Skattestyrelsen flere dage før tid valgt at åbne for test af årsopgørelsen.

- Der har allerede været enorm interesse for at se årsopgørelsen, siden den blev tilgængelig i går aftes, siger underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at man har åbnet for årsopgørelsen over weekenden for at teste systemerne.

Det betyder, at der kan opstå nogle problemer, såsom at systemerne kører ustabilt, og at der kan være begrænset adgang fra udlandet.

Derfor kan man hele weekenden stille spørgsmål til styrelsens medarbejdere på Twitter, Facebook eller i chatten på skat.dk.

/ritzau/