Høns kan igen gå frit i haven efter fugleinfluenza

Smittefaren for fugleinfluenza er ikke længere høj, og fjerkræ kan igen komme ud af staldene.

høns

På grund af udbruddet af fugleinfluenza i efteråret har høns siden da gået inden døre.

Men onsdag kan de fjerkræ, der har været under tag i de seneste cirka fem måneder, igen få frisk luft under vingerne.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det sker, fordi antallet af vilde fugle, man finder med influenza, er nede på et niveau, hvor smittefaren ikke længere er høj.

Udstillinger og andre samlinger af fugle og fjerkræ vil også igen blive tilladt.

- Der vil altid være en risiko for fugleinfluenza, men den er nu lavere end tidligere, siger veterinærdirektør Per Henriksen, Fødevarestyrelsen.

- Desuden har mange høns været holdt inde meget længe, ofte under forhold som ikke er egnet til det, når vejret bliver varmere. Så det er ud fra denne samlede vurdering, at vi nu slipper hønsene ud, siger han.

Hos Dansk Fjerkræ Forum er glæden stor over udsigten til, at høns igen kan gå frit.

- Endelig kan hønsene få lov til at komme ud igen. Lad det ikke ske igen, at de i fem måneder skal være indespærret, udtaler Finn Jensen fra Dansk Fjerkræ Forum i en skriftlig kommentar.

- I nabolande umiddelbart omkring os har de længe haft lov, så det undrer meget, at den danske Fødevarestyrelse nedprioriterer dyrevelfærd og sætter naturlig frihed så lavt, som de har gjort, hedder det videre.

Siden november har der i Danmark været fundet flere fugle med fugleinfluenza af typen H5N8. Derfor har der været påbud om fjerkræ under tag og bag hegn.

Der er fundet 81 døde, vilde fugle i Danmark smittet med fugleinfluenza H5N8. I Danmark har der dog kun været to udbrud i små besætninger.

Det ene udbrud af fugleinfluenza i Danmark betød, at al eksport af fjerkræ stoppede. Danmark blev først 22. februar 2017 erklæret for fugleinfluenza-frit område, og der blev igen åbnet for, at der kan handles dansk fjerkræ til udlandet.