Høje forventninger til motorvej

Optimismen er stor i de omkringliggende kommuner forud for Holstebromotorvejens åbning på søndag.

Holstebromotorvejen bliver indviet på lørdag
Holstebromotorvejen bliver indviet på lørdag
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Det er ikke kun i Holstebro, man får glæde af det sidste stykke af motorvejen. I flere kommuner rundt om Holstebro forventer man, at fordelene breder sig som ringe i vandet, når trafikken på søndag indtager den nye asfalt.

- Vi kan allerede nu se, at vi får flere tilflyttere. Der er pænt gang i bolighandlen, siger Helle Pedersen, der er
Ejendomsmægler hos Vestjysk Ejendomskontor i Struer.

Den 29. september bliver Holstebromotorvejen indviet med et brag af en vejfest. Dermed bliver de 15 kilometer mellem Tvis og Holstebro N taget i brug, hvilket fuldender strækningen mellem Holstebro og Herning.

Det betyder, at omkringliggende kommuner som Struer-, Lemvig- og Morsø kommune får kortere rejsetid til den motorvejsstrækning, som forbinder dem med en stor del af resten af landet. Det skaber derfor optimisme hos erhvervsdrivende i de pågældende kommuner.

- Forventningen er, at vi får flere turister til området, for nu kan man faktisk komme hurtigere op til os fra Tyskland end til Hvide Sande, siger Sten Jørgensen, der er direktør i SJ Feriehusudlejning, som har til huse i Vrist i Lemvig kommune.

Ikke nok med, at der er forhåbninger om at tiltrække turister og beboere, så er der også optimisme at spore hos dem, der til dagligt fragter ting den anden vej.

- Vi får rigtig mange fisk ind, som skal videre ud i Europa, så det er en kæmpe fordel for os her i Thyborøn, siger Jesper Holt Jensen, der er havnedirektør i Thyborøn.

Vejdirektoratet forventer, at motorvejen åbner for biler søndag d. 30. september kl. 11.

2:42
I flere kommuner rundt om Holstebro forventer man, at fordelene breder sig som ringe i vandet, når trafikken på søndag indtager den nye asfalt.