Her er Papes løsning på skyhøje energipriser

Tirsdag mødes Folketingets partier for at drøfte de høje el- og varmepriser.

Konservatives formand Søren Pape Poulsen tager et nyt forslag med til drøftelser tirsdag.
Konservatives formand Søren Pape Poulsen tager et nyt forslag med til drøftelser tirsdag.
Foto: Jan Ebbesen

Priserne på el- og fjernvarme har nået så højt et niveau, at statens gevinster skal komme de hårdest ramte forbrugere til gode. 

Sådan lyder det fra konservatives formand Søren Pape Poulsen forud for forhandlinger med finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag. 

- De kroner, som staten sparer, skal én til én komme tilbage til borgerne, lyder det fra den konservative formand. 

Ifølge en vurdering fra Klima-, energi- og forsyningsministeriet kan staten forvente at spare omkring 2,7 milliarder kroner i støtte til vedvarende energi i 2022. Det skyldes ifølge ministeriet primært det høje energipriser. 

Statens udsigt til milliardbesparelser hænger ifølge Politiken sammen med, at vindmølleejere og biogasanlæg, som normalt får tilskud fra staten til at dække eventuelle underskud, lige nu tjener så godt, at deres statstilskud bliver mindre. Og at staten tjener på at sælge kvoter.

Det er de penge, som konservative nu vil sende i retning af de hårdt ramte forbrugere, der i nogle tilfælde kan se frem til en stigning på 180 procent på varmeregningen

- Jeg synes ikke, at staten skal have overskud i kassen. Jeg synes, at borgerne skal have pengene tilbage, forklarer han. 

Flere forslag i spil

Med det nye forslag slutter konservative sig til listen over partier, der kræver et politisk svar på de høje energipriser. 

I december foreslog eksempelvis Kristendemokraternes folketingsmedlem, Jens Rohde, at den afgiftsgevinst, som staten scorer på baggrund af prisstigningerne, skal tilgodese forbrugerne. 

-  Så prisstigninger kompenseres ved hjælp af afgiftslettelser, forklarede Jens Rohde før nytår. 

Også SF og Venstre har agiteret for et politisk indgreb. Førstnævnte foreslår, at man holder fast i afgifterne og i stedet laver en målrettet indsats, der skal bygge oven på den særlige varmepakke, der er en del af finansloven. 

 - Vi har brug for at lave en målrettet hjælp til de personer, der ikke tjener alverden, forklarede politisk ordfører Signe Munk (SF) for nylig. 

Hos konservative er man tilhængere af en model, der tilgodeser de forbrugere, der er hårdest ramt.

- Vi har set, at nogle almindelige mennesker bliver meget hårdt ramt, men det ville være helt forkert at sende penge tilbage til alle, understreger han.

Tirsdag mødes Folketingets partier i Klima-, energi-, og forsyningsministeriet for at drøfte en de høje energipriser.