Her er de mest erhvervsvenlige kommuner: Landsdelen ligger i top og Ikast-Brande vinder igen, igen, igen

Otte af landsdelens kommuner findes i top 20 på Dansk Industris liste over de mest erhvervsvenlige kommuner.

2:39
Mulighederne for at etablere sig som virksomhed i det midt- og vestjyske område er gode. Igen i år ligger kommunerne højt på DI's erhvervsvenlighedsliste.
Foto: Privatfoto

Som en overraskelse for absolut ingen er Ikast-Brande Kommune igen at finde helt på toppen af Dansk Industris (DI) årlige liste over de mest erhvervsvenlige kommuner. 

Men det er ikke kun Ikast-Brande, der i øvrigt for 11. gang ud af 12 ligger helt i top, som kan sole sig i årets liste. Flere midt- og vestjyske kommuner rykker godt op ad listen. 

Faktisk er Silkeborg snublende tæt på at overtage Ikast-Brandes førsteplads. 

Der flytter rundt regnet 100 nye virksomheder til kommunen netto hvert år ifølge en analyse fra Erhvervshus Midtjylland. Og også tilflyttere strømmer til, hvor Silkeborg sidste år voksede med 1.462 nye borgere. Silkeborg springer op ad på en del af de parametre, der ligger til grund for kåringen. 

- Vi har fået endnu et skarpt erhvervsvenligt fyrtårn her i det midtjyske. Kommunen har de senere år arbejdet hårdt og målrettet på at vise sig som den gode og erhvervsvenlige kommune, siger formand for DI Silkeborg-Viborg Jacob P. Jensen, som til dagligt er administrerende direktør for Jysk Display A/S i Viborg.  

Thisted Kommune ligger nummer 13 på listen lige i hælene af Morsø. 

- Det er en kæmpe fornøjelse at repræsentere virksomhederne i Thy og på Mors. Kommunerne sætter i den grad erhvervslivet øverst på dagsorden. De ved godt, at virksomhederne er motoren i vores lokalsamfund, og derfor arbejder de målrettet for at skabe så gode rammer for os som overhovedet muligt. Derfor er det både forventet og fortjent, at de får denne anerkendelse, siger Tage Odgaard Nielsen.

Skive Kommune er igen i år blandt de 10 bedste med en placering på en 9. plads. Kommunen har taget et spring i forhold til sidste år, hvor den var placeret på en 23. plads. 

Holstebro Kommune har taget et gazellespring på 23 pladser. De er gået fra en 55. plads i 2020 til en 31. plads. 

Struer har også forbedret sin placering – men med blot 6 pladser til en 61. plads. Dette er den dårligste placering af alle syv kommuner.

Ringkøbing-Skjern, Herning og Lemvig er alle gået tilbage i forhold til deres placeringer i 2020.