Her er Birthe Kjærs (måske) yngste fan

En af vores heldige vindere af billetter til årets Dansk Top Pris kommer til at være lidt yngre end gennemsnittet til den store fest

Han så hende til HAZE Over Haarum i sommers. Og det var det største. Af samme årsag var han trist, da han fandt ud af, at hun ikke kom tilbage i år.

13-årige Malthe fra Sørvad er muligvis Birthe Kjærs yngste fan, og i går fik han sig en kæmpe overraskelse – han skal nemlig se hende igen.

Det skete, da TV MIDTVEST uanmeldt kom forbi med billetter til Dansk Top Prisen, der finder sted i morgen i Jyske Bank Boxen i Herning.

- Det er mega fedt, udbrød drengen, da vores vært Katrine Fuglsang pludselig væltede ind på hans værelse med konfettihorn og billetter.

Og han indrømmer gerne, at han godt kan lide Birthe Kjær.

- Hun er bare så god, og hun smiler og er glad, siger han, mens han selv smiler stort.

Nu håber han bare på, at hun synger yndlingssangen ’Pas på den Knald Røde Gummibåd’ i Boxen i morgen.

Du kan se hele liveoptagelsen med Malthe nederst i artiklen.

Malthe og vores vært Katrine Fuglsang.
Malthe og vores vært Katrine Fuglsang.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Stort show i Herning

Der er lagt op til den helt store fest i Boxen i Herning, når vi fejrer Dansk Toppen i selskab med flere af de allerstørste stjerner til Dansk Top Prisen 2017.

Det går løs i morgen - både på scenen i Herning - men også på danskernes TV-skærme over hele landet, når TV MIDTVEST i samarbejde med Familiejournalen og de andre TV 2-regioner sender showet landsdækkende.

Værterne på scenen vil være Keld Heick, Anette Kokholm og Thomas Evers Poulsen, der vil guide både publikum i salen og folk hjemme bag skærmene sikkert igennem den store festaften. TV MIDTVEST-vært Katrine Fuglsang har gæster hele aftenen igennem.

DE NOMINEREDE TIL DANSKTOP PRISEN 2017 ER:

Heldige vindere

Malthe er ikke den eneste heldige vinder af billetter til det store show. Også Solveig Storgaard og Tina Maria Bach har fået muligheden for at invitere nogen de har kær med sig til fest.