Her bliver det billigere: Varmepriserne dykker flere steder i landsdelen

En mere effektiv drift og færre udgifter gør det muligt at sænke prisen på varme flere steder.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Det bliver billigere at varme sin bolig op, hvis man bor i Viborg og Herning og omegn.

Det oplyser Viborg Fjernvarme og Verdo i to pressemeddelelser.

Er man kunde hos Viborg Fjernvarme kan man forvente, at den samlede varmeregning for et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter falder med 1.390 kroner om året.

Viborg Fjernvarme nedsætter nemlig den variable varmepris fra 0,52 kroner per KWh til 0,44 kroner per KWh.

Prisen sænkes med syv procent

Verdo, der overtog fjernvarmedistributionen i Herning og omegn for 11 måneder siden, sænker også priserne.

Her kan et standardhus på 130 kvadratmeter og et gennemsnitligt varmeforbrug spare 850 kroner på fjernvarme om året.

Det er en kombination af flere forskellige ting, der gør det muligt for fjernvarmeudbyderne at sænke prisen på varme.

Hos Verdo, der leverer varme til 33.000 hjem og virksomheder i Herning og omegn, er der tale om en prisnedsættelse på syv procent, der træder i kraft fra den 1. august 2020.

- Vi har konstateret, at vi kan effektivisere driften, og derfor sætter vi taksterne ned, udtaler Jesper Stahl, der er divisionsdirektør i Verdo.

Færre udgifter end forventet

Viborg Fjernvarme sænker blandt andet priserne, fordi investeringer i tiltag, der skal give energibesparelser, har været billigere end forventet.

Formand i Viborg Fjernvarme, Kristian Brøns Nielsen, glæder sig over den positive nyhed.

- Vi noterer os, at der i 2019 har været drift på kraftvarmeværket, som har bidraget positivt til varmeprisen. Viborg Fjernvarme arbejder hele tiden på at drive en effektiv og omkostningseffektiv distribution. Vi arbejder for, at fjernvarme til stadighed vil være den grønneste og billigste måde at opvarme boligen på, udtaler han.

Takstnedsættelsen i Viborg trådte i kraft den 1. juli.