Helge Sander: Rumfart er kæmpestort

Det var Helge Sander der som videnskabsminister satte gang i den danske satsning på rumfart.

19LOTSander.jpg

Det var Esben Lunde Larsen, der som uddannelses- og forskningsminister i dag kunne følge astronaut Andreas Mogensens rejse til den internationale rumstation. Men det var herningenseren Helge Sander, der som videnskabsminister satte gang i den danske satsning på rumfart.

- Allerede dengang kom der en række rapporter der viste, at de største fremskridt der var sket i USA, det var på grund af NASA, på grund af de mange amerikanske rum-engagementer. Og derfor tænkte jeg, at det var måske en god ide, at vi også satsede på det, siger Helge Sander.

Det er stort

Det viste sig hurtigt, at der var meget stor interesse for at sætte fokus på rumfart, både i forskningsmiljøet, men også i de største industrivirksomheder. Investeringen begyndte i 2005, og siden blev den decideret kampagne for at få en dansker i rummet sat igang. Derfor betød dagen i dag meget for Helge Sander.

- Det var stort. Og personligt synes jeg, at det er dejligt at se nogle af de ting som vi satte gang i ti år tilbage, at det giver resultat, siger Helge Sander.

Forhåbentligt kan den 10 år gamle satsning bruges til endnu mere, end at sende Andreas Mogensen til den internationale rumstation.

- Jeg håber det kan bruges til at sætte fokus på naturvidenskaben, for vi har brug for mange flere studerende som går den vej. Og så håber jeg også, at de danske virksomheder fortsat får mulighed for at udvikle sig, siger Helge Sander.

2:56