Heilmann erklærer sig skyldig

Kristian Heilmann har netop erklæret sig skyldig i både drab og anden kønslig omgang end samleje. Judy Meiniche Simonsen blev stukket 38 gange.

judydrabblomster.jpg

Den tiltalte Kristian Heilmann har netop erkendt, at han dræbte Judy Meiniche Simonsen med flere knivstik og kvælning, ligesom han udsatte hende for anden kønslig omgang end samleje.

Meget voldsomme skader

Judy Meiniche Simonsen blev tildelt meget voldsomme skader, da Kristian Heilmann tog hendes liv. Anklageren fremlægger netop nu beviser for 38 knivstik, hvoraf de 25 var i brystet. Derudover havde hun svære skader andre steder på kroppen.

Har tidligere erkendt drab

Kristian Heilmann har tidligere erkendt drabet under et grundlovsforhør. Han har tidligere nægtet at have voldtaget Judy Meiniche Simonsen, men det er første gang, at han forholder sig til den mildere tiltale om anden kønslige omgang end samleje.

Kristian Heilmann er iført en mørkeblå hættetrøje og slidte cowboybukser. Under retssagen har han indtil videre siddet foroverbøjet og kigget ned i bordet. Han har reageret en enkelt gang, da anklageren nævnte voldtægt. Heilmann sagde: "Jeg har ikke voldtaget hende", inden hans forsvarer dyssede ham ned.