HC Midtjylland og Ikast går sammen

Naboklubberne i 1. division er tæt på at slå sig sammen

HC_Midtjylland.jpg

Håndboldklubberne HC Midtjylland og Ikast FS slår sig sammen for at skabe et slagkraftigt herre-hold i det midtjyske.

Ikast FS har i denne sæson mistet flere profiler på grund af økonomiske problemer, og det fik naboerne fra Herning - HC Midtjylland - til at foreslå et tættere samarbejde.

Formanden for HC Midtjylland, Per Egebjerg, siger, at der er lagt op til, at holdet skal spille under navnet HC Midtjylland. Han understreger, at planerne er blevet godt modtaget i Ikast og forventer en endelig afklaring i løbet af et par uger.

De to klubber spiller begge i 1. division og mødes i øvrigt torsdag aften. HC Midtjylland ligger på 2. pladsen i divisionen og kæmper med Lemvig om den førsteplads, der giver direkte oprykning.