Havetraktorer forsvinder fra lader og garager: Politiet er på bar bund

Hele fire hustande har den seneste tid oplevet at dyre havetraktorer er blevet stjålet fra lader og garager. Politiet søger oplysninger i sagen.

En serie af havetraktorer er forsvundet fra det lille område Høgild de seneste dage.
En serie af havetraktorer er forsvundet fra det lille område Høgild de seneste dage.
Foto: Colourbox

En havetraktor-tyv er på spil i et lille område ved navn Høgild nord for Karup. Det har hele fire hustande måttet konstatere den seneste uges tid. 

Ifølge lokalpolitiet i Viborg drejer det sig om havetraktorer af mærket Husqvarna til en værdi af mellem 10.000-25.000 kroner per styk. 

Havetraktorerne er blevet stjålet fra garager og lader, hvor en eller flere gerningsmænd har skaffet sig adgang ved at brække dørene op. Ved nogle tilfælde er der tilmed blevet brugt en vinkelsliber for at skære en hængelås over. 

Alle fire anmeldelse er sket i tidsrummet fredag til søndag i uge 41, og på nuværende tidspunkt er politiet på bar bund i sagen. 

- Vi ved ikke, om der er en eller flere gerningsmænd på spil, men der er en overvejende sandsynlighed for, at det er samme gerningsmænd, der går igen i alle fire tilfælde, siger politiassistent ved lokalpolitiet i Viborg, Mikael Gudiksen. 

Udover at holde øje med stelnumre på mistænksomme havretraktorer, der bliver sat til salg, har politiet derfor ikke nogen sport at gå efter. 

Politiassistent Mikael Gudiksen fortæller derfor, at politiet er meget interesseret i oplysninger i sagen, hvis folk har set eller hørt noget.