Hårde tider for Vanopslagh og Liberal Alliance: - Det har ikke været kønt

I sidste uge forlod én ud af fire folketingsmedlemmer Liberal Alliance. I denne uge skulle de tre resterende gruppemedlemmer så forsøge at samle stumperne.

Alex Vanopslagh er 28 år og valgt i Vestjyllands Storkreds.
Alex Vanopslagh er 28 år og valgt i Vestjyllands Storkreds.
Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Det er formentlig ikke gået manges næse forbi, at de seneste måneder ikke er forløbet helt så gnidningsfrie for Liberal Alliance, som partiet formentlig kunne have ønsket sig. Efter valget den 5. juni stod det klart, at partiet havde mistet 9 ud af sine 13 mandater i Folketinget, og det betød, at flere profiler måtte vinke farvel til Christiansborg.

I sidste uge fik den nedadgående kurve så endnu et hug, da tre fremtrædende medlemmer af Liberal Alliance valgte at træde ud af det tidligere regeringsparti. 

Først meldte det tidligere folketingsmedlem Christina Egelund sig ud, derefter tog nuværende folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille samme vej, og sidst på ugen fortsatte medlemsflugten så, da næstformand Mai Christiansen trak sig efter otte år på posten.

- Jeg havde den tilgang i sidste uge, at det var en uge, der skulle overståes. Det var en uge med dårlig omtale, og det er da træls med dårlig omtale. Det ønsker man jo ikke, når man er i politik. Det har ikke været kønt at skulle finde ud af, hvem der ville være en del af holdet, og hvem der ikke ville, siger Alex Vanopslagh, der er politisk leder for Liberal Alliance.

Alex Vanopslagh, der er valgt i Vestjyllands Storkreds, blev leder af Liberal Alliance, efter at Anders Samuelsen trak sig fra posten efter valget Grundlovsdag. Anders Samuelsen måtte nemlig ikke alene aflevere nøglerne til Udenrigsministeriet, men også sin plads i folketingssalen.

Tilbage sidder den 28-årige politiske leder med to partisoldater og forsøger at holde optimismen oppe.

- Vi har fået kontor ved det gamle kirkekontor, så vi tænker, at nu må de højere kræfter være med os. Selvfølgelig er jeg da indimellem blevet overvældet af, at hvis ikke missionen lykkes, så peger pilen én vej - og det er på mig, men det er noget, jeg er afklaret med. Jeg har jo selv valgt det, siger Alex Vanopslagh.

- Det er en kolossal opgave

Simon Emil Ammitzbøll-Billes farvel til Liberal Alliance betyder, at folketingsgruppen nu består af tre medlemmer. Foruden politisk leder Alex Vanopslagh tæller også Henrik Dahl og Ole Birk Olesen med i ligningen, og blandt dem er der positive tilkendegivelser på den måde, Vanopslagh har indtaget posten på.

- Han ved, hvilken retning han gerne vil gå, og hvilken retning partiet skal gå. Han er god til at forklare det på måder, som folk kan forstå, og som også nogle gange er med et smil i mundvigen. Folk har faktisk lyst til at bakke ham op i projektet, siger Ole Birk Olesen.

På trods af optimismen er det en stor opgave, der venter for Liberal Alliance og partiets nye leder. Det vurderer politisk kommentator for TV 2 Peter Lautrup-Larsen.

- Det er en kolossal opgave, og det er nok ham, der skal bære det igennem, hvis Liberal Alliance skal have en renæssance og stadigvæk være repræsenteret i Folketinget efter næste valg. Det er en overlevelseskamp. Han er blevet sat i spidsen for det, og han er et godt bud som person, men vi mangler et politisk projekt. Vi mangler et standpunkt, hvor folk kan se, at Liberal Alliance skal vi stadigvæk have i Folketinget, siger Peter Lautrup-Larsen

Det er dog ikke en vurdering, som den unge leder lader sig slå ud af.

- Der er mange kommentatorer, der ikke har en særlig livlig fantasi. Jeg tror, vi skal være det visionære reform-parti, der foreslår konkret, hvordan Danmark kan blive rigere, og hvordan vi kan give folk bedre muligheder for at have et meningsfuldt liv, hvor de kan være noget for hinanden.

- Jeg har da en ambition om, at nu prøver jeg at være leder for en lille gruppe. Det synes jeg er sjovt, spændende og udfordrende, men jeg vil da også gerne være leder for en større gruppe på længere sigt, fortæller Alex Vanopslagh.

3:33
Alex Vanopslagh og Liberal Alliance er hård prøvede. Efter et forfærdeligt valg blev kun fire valgt ind - og i sidste uge smuttede Simon Emil Amitzbøll, ligesom Christina Egelund og og næstformand Mai Christiansen.Tilbage sidder den 28-årige politiske leder med to partisoldater - og forsøger at holde optimismen oppe. Vi fik lov at følge med en dag på borgen, mens sidste uges storm var ved at falde til ro.