Har jeg corona? Ny chat-robot hjælper med svaret

På Region Midtjylland og Nordjyllands hjemmeside kan man nu få svar på de mest almindelige spørgsmål om corona.

Regioners bot
Foto: Screendump

- Har du åndenød og besværet vejrtrækning eller stærke smerter?

Sådan lyder første spørgsmål fra en ny chat-robot, der skal hjælpe danskerne med svar på nogle af de mange spørgsmål, der opstår her under corona-pandemien.

Mange vil gerne vide, om de kan være smittede med corona-virus eller ej.

Derfor opretter Region Midtjylland sammen med de andre regioner en såkaldt chat-robot, hvor borgerne kan få svar på nogle af de mange spørgsmål, de måtte have.

Man finder testen ved at gå ind på Region Midtjyllands hjemmeside og klikke på linket i højre side af skærmen.

Derefter bliver man ledt gennem testen. 

- Den har været en ret stor succes i Region Hovedstaden, hvor den har kørt i en uges tid. Den giver et hurtigt svar på nogle af de helt almindelige spørgsmål, som mange kan have lige nu, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau, til TV MIDTVEST.

Regionsrådsformanden understreger samtidig, at den ikke skal ses som en erstatning for den rigtige corona-test.

- Man skal stadig opsøge lægen, hvis man har tilstrækkelige symptomer. Testen her er ikke en erstatning for den rigtige test for corona, men en del personer vil kunne få svar på, om de skal være bekymrede eller ej. Og er man syg, skal man selvfølgelig stadig ringe til lægen, siger Anders Kühnau.

Flere er bekymrede end syge

Lige nu er der et stigende pres på lægevagten, hvor mange ringer ind for at få svar på, om de kan være smittede med corona.

Regionen oplever, at mange flere er bekymrede, end de reelt er syge, og i den situation ringer mange til lægevagten. De læger, der svarer på opkald fra bekymrede borgere, kan man bruge mere effektivt. 

- Det er klart, at i en situation, hvor flere bliver smittet, skal vi være skarpe på, hvem der skal testes. Og der er det vigtigt at bruge ressourcerne på dem, der er mest syge, siger Anders Kühnau. 

Anders Kühnau har i øvrigt selv været syg, men er nu i bedring. Han er ikke selv blevet testet for corona-virus.

- Jeg er jo en af dem, der ikke skal testes. Jeg skal bare blive hjemme, men nu er jeg rask nok til at bevæge mig ud igen, siger regionsrådsformanden.

Chat-robotten er i første omgang lavet til Region Hovedstaden, hvor den har været så stor en succes, at den nu rulles ud til samtlige regioner.

Siden robotten blev lanceret i hovedstaden har omkring 90.000 taget testen der, og mange af dem har også været her fra landsdelen.

Robotten blev lagt på regionernes hjemmeside mandag eftermiddag. Fra middag forventer de, at den kører stabilt.