Halvt så mange ansøgere: - Det skal vi have gjort noget ved

MGK MidtVest har på fire år oplevet en halvering i antallet af ansøgere, og de frygter, det vil gå ud over uddannelsens kvalitet.

Siden 2014 har man hos MGK MidtVest oplevet en halvering i antallet af ansøgninger til det 3-årige musikalske grundkursus.

I 2014 var der 83 ansøgere, mens tallet i 2018 er faldet til 41.

- Det er klart, at det vil vi selvfølgelig gerne have gjort noget ved, siger Henrik Resen, der er stabsleder på Kulturskolen Viborg, MGK MidtVest.           

MGK var torsdag på charmetur på Viborg Gymnasium og HF. 

Det får uddannelsen til at frygte for niveauet, hvis den tendens fortsætter.

- Hvis vi ikke uddanner elever på et højt nok niveau, så kan de ikke komme ind på konservatorierne og dermed videre ud som aktive musikere, siger Henrik Resen.

Derfor er MGKs underafdelinger i Viborg og Skive lige nu på en form for charmeturné i landsdelen. En af dem, som er med på turen er Marie Møller Foged, som dog ikke er nervøs for uddannelsens fremtid.

- Jeg tvivler slet ikke på, at det nok skal gå. Jeg ved, at gymnasierne og efterskolerne forbereder eleverne rigtig godt til at blive dygtige nok til at komme ind på MGK, siger hun.

Helt så sikker i sin sag er stabslederen dog ikke.

- Vi har selvfølgelig en frygt for, at vi ikke kan bibeholde det niveau her, hvis tendensen fortsætter og vi får færre og færre ansøgninger, siger Henrik Resen.

Tilmeldingen til optagelsesprøven åbner d. 1. december.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Uddannelse.