'Hæsblæsende og fantastisk': Mogens Jensen ser tilbage på et år som blæksprutte-minister

Det seneste år har Mogens Jensen (S) både forhandlet fiskekvoter, ligestilling og været i spidsen for det nordiske ministerråd.

Mogens Jensen (S) har som minister været til mange pressemøder i forbindelse med coronakrisen.
Mogens Jensen (S) har som minister været til mange pressemøder i forbindelse med coronakrisen.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

For præcis et år siden fik Danmark en ny regering, og en flok nyslåede ministre skulle finde sig til rette med deres nye titel.

Men for særligt én minister blev titlen en hel del længere end den slags normalt er. Mogens Jensen (S) blev nemlig minister for både fødevarer, fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde. Det er noget af en mundfuld, men han har heldigvis selv en huskeregel:

- Jeg plejer at sige, at jeg er minister for blandet landhandel og alt godt fra havet set i et nordisk ligestillingsperspektiv. Så får man det hele med, siger den firedobbelte minister med et grin.

En priviligeret blæksprutte

Mogens Jensen har haft sin gang på Christiansborg i 15 år, men det seneste år har været helt anderledes end noget, han har oplevet før.

Her på S-regeringens første fødselsdag kan han se tilbage på 365 vilde dage, hvor der har været gang i alle fire ressortområder.

- Det har været et helt specielt år. Både fordi vi fik regeringsskifte, men også fordi jeg blev minister for hele fire områder. Det har været hæsblæsende og fantastisk, og jeg føler mig ekstremt privilegeret, siger han.

Det hæsblæsende liv som ministeriel blæksprutte tager han generelt ret afslappet, og i en video på sin facebookside er han ikke for fin til at gøre grin med sine mange titler.

Videoen kan du se lige her:

Flere områder giver flere resultater

Da han fik opringningen fra statsminister Mette Frederiksen (S) om, at hun gerne ville have ham til at varetage fire forskellige områder, var det ikke lige det, han havde regnet med. Egentlig havde han nok nærmere set sig selv som kulturminister efter flere år som kulturordfører. Men med tiden er han blevet glad for at skulle skifte mellem flere forskellige kasketter.

- Det er set før, og nu er det blevet et vilkår for mig. Og det er også et vilkår, man kommer til at holde af, fordi det giver mulighed for at arbejde med flere forskellige områder, blande sig i debaten på flere forskellige områder og skabe resultater på flere områder, og det er jo faktisk en berigelse både som minister og som menneske at kunne det, siger Mogens Jensen.

Han har været omkring ualmindeligt mange emner i løbet af året, men særligt en bestemt lov er han stolt af at have været med til at få på plads.

- Der er flere ting, jeg er godt tilfreds med. Det, der nok har haft størst betydning, er den nye dyrevelfærdslov, for den betyder noget for mange danskere, og den er med til at forbedre rammerne i mange år fremover for mange dyr, siger han.

Det hander om at sætte nogle mål

Tungen skal holdes lige i munden, når han går fra et møde om udfordringer i slagteribranchen til et interview om LGBT-miljøet i Danmark. Efter taleskrivning om fødevarer og ligestilling, skal det nordiske samarbejde også passes.

I løbet af året har multiministeren måttet høre for, at han forsømmer nogle af sine opgaver, men han mener ikke selv, det går ud over hans ressortområder, at de hænger på en minister, som stadig kun har 24 timer i sit døgn.

- Det er klart, at jeg ikke kan være alle steder på én gang, så jeg kan ikke have lige så mange møder for alle mine fire områder, som hvis jeg kun havde haft et. Men det er jo ikke mig, der laver alt arbejdet. Det handler om at sætte sig nogle mål og lave en planlægning, der gør, at embedsapparatet ved, hvad vi går efter. Og det har jeg gjort på alle fire områder, lyder det fra Mogens Jensen.

Ikke nok med at han står i spidsen for fire fagområder på én gang, så er det samtidig nogle meget forskellige områder, og selv om han efterhånden har en solid politisk erfaring, så kan de mange skift godt mærkes nogle gange.

- Du skal lige klare hovedet en gang imellem. Nogle gange skal jeg lige ryste hovedet og tænke, at nu lægger jeg lige fødevareministeren til side, og så er det ligestillingsministeren, der skal være på. Men hvis du er målrettet, så kan du sagtens håndtere flere ressortområder, siger Mogens Jensen.

1:59
TV MIDTVEST har fulgt Mogens Jensen (S) en dag på Christiansborg i forbindelse med hans et-års jubilæum som minister.