Hærchef anklaget for magtmisbrug: Bad ansatte printe bryllupskort

Hjemsendt hærchef bad ansatte om at hjælpe med at printe og tilskære kort, der skulle bruges ved bryllup.

Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen bad to ansatte ved hærstaben i Karup om at printe og tilskære kort til bryllupsgæster.

Det erkender han mandag eftermiddag, da han afgiver forklaring i Retten i Viborg.

- Det er klart en undtagelse. Det er ikke noget, jeg normalt gør, siger den 55-årige generalmajor, der har været hjemsendt i halvandet år.

Det var i en mail i oktober 2017, at han bad sin sekretær og sin stabshjælper om at udføre arbejdet forud for brylluppet i foråret 2018.

Læs også Hærchef tiltales for at fremme konens karriere

Her blev han gift med den kvinde, som han siden 2013 har været kæreste med, og som han beskyldes for at have favoriseret.

Ifølge anklageren, auditør Claus Risbjerg, er der tale om et brud på den militære straffelov, fordi hærchefen bad ansatte udføre private gøremål.

Selv om den hjemsendte hærchef erkender de faktiske omstændigheder omkring forholdet, bestrider han dog, at der er tale om pligtforsømmelse, som anklageren hævder.

Hans-Christian Mathiesen forklarer, at det skete rent undtagelsesvist, fordi hans printer ikke kunne printe i ordentlig kvalitet.

Men anklageren nævner et andet eksempel, hvor han ligeledes skal have bedt om samme tjeneste fra sekretæren.

- Det er jo mere end et år før. Det er ikke noget, der skete hver uge, siger generalmajoren.

Efter næsten fem timers forklaring står det klart, at den hjemsendte chef for landstyrkerne nægter sig skyldig i samtlige anklager.

Den mest alvorlige anklage mod ham går på, at han skal have udøvet magtmisbrug i forhold til kærestens - nu hustruens - karriere.

Læs også Nægter sig skyldig: Tidligere hærchef risikerer fængsel for magtmisbrug

Det skal ifølge anklagen være sket ved, at han instruerede underordnede i at ændre kriterierne for optagelse på en eftertragtet uddannelse i Forsvaret.

Hans kæreste blev optaget på uddannelsen, selv om hun i modsætning til de 59 andre ansøgere ikke havde erfaring fra internationale udsendelser.

Den nu hjemsendte chef for Hæren skal ifølge anklagen også have løjet over for forsvarschef Bjørn Bisserup om forløbet med kærestens optagelse på uddannelsen.

Endelig skal hærchefen have givet kvinden adgang til sin personlige indbakke i Forsvarsministeriets mailsystem, hvorved hun kunne læse fortrolige dokumenter.

Efter afhøring af hærchefen fortsætter sagen tirsdag med forklaringer fra syv vidner.

Anklageren går efter fængselsstraf, mens forsvareren kræver frifindelse.

Sagen ventes afsluttet 19. maj.

/ritzau/