Gymnasieelev om manglende sexualundervisning: - Det er mere relevant at lære om sexsygdomme end Harald Blåtand

En ny undersøgelse fra Sex & Samfund viser, at unges vidensniveau om sikker sex og hvilke præventionsformer, der beskytter mod sexsygdomme er skræmmende lavt.

Gymnasieelever
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

De unge ved for lidt om sikker sex, sådan lyder det i en ny undersøgelse fra Sex og Samfund. 

Knapt hver fjerde af de unge tror, at p-piller beskytter mod sexsygdomme, som eksempelvis klamydia og gonorré. Kun hver tredje af de unge ved, at de kan gå til læge eller sundhedsplejerske og stille spørgsmål om prævention.

Og det er ikke fordi de unge ikke taler om sex, de taler bare ikke om det med voksne eller fagfolk.

- Det er ens jævnaldrende man taler med det om. Venner og veninder og dem man er sammen med, fortæller Freja Scheufens Bøgedal, som går i 3.m på Herning Gymnasium.

Men når unge primært taler med andre unge om sex og prævention, kan det godt give anledning til misforståelser.

- Hvis ikke de har den rigtige viden, så går de rundt og har nogle forvirrede opfattelser. Så kan det være, at de tænker, at hvis man spiser p-piller og har sex, så er de også beskyttede mod klamydia, og det er ikke tilfældet, forklarer Lone Kjær Hein, som er Sundhedsplejerske i Holstebro.

Sexualundervisningen kommer for tidligt

En af forklaringerne på den manglende viden kan være, at sexualundervisningen kommer tidligt.

- Man kan godt få seksualundervisning i 7.- 8.- eller 9. klasse, men hvis man begynder at være seksuel aktiv, når man er 16 eller 20, så har man jo brug for at få det igen, forklarer Lone Kjær Hein.

Lone Kjær Hein kan godt forstå, at de unge kan glemme nogle af de ting de lærer i sexualundervisning i folkeskolen.
Lone Kjær Hein kan godt forstå, at de unge kan glemme nogle af de ting de lærer i sexualundervisning i folkeskolen.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Det bakker de studerende op omkring på Herning Gymnasium. Her mener de sagtens, der kunne være sexualundervisning på skemaet på de videregående uddannelser.

- Det er mere relevant viden at vide, hvad der beskytter mod hvad i forhold til sexsygdomme, og hvor langt man må gå i det personlige liv i forhold til at lære om Harald Blåtand og hans store bedrifter i Danmark, fortæller Christian Ellehammer Nielsen, som går i 3.m på Herning Gymnasium.