Gul cykel efterlyses efter røveriforsøg

Maskeret mand forsøgte i morges at røve nærbutik

Politi.dk logo.jpg

Klokken var lidt over syv i morges, da en maskeret mand forsøgte at røve Falkevejens Nærbutik i Viborg. Manden truede den kvindelige ekspedient med en foldekniv og forlangte at få pengene fra kassen. Der var imidlertid ingen penge at røve, så manden måtte forlade butikken tomhændet.

Han tog derefter flugten på en gul herrecykel, og politiet vil nu meget gerne høre fra folk, der har set mand eller cykel. Manden er et sted i 20'erne og er cirka 180 cm høj. På gerningstidspunktet bar han en hue og et halstørklæde, som han dækkede ansigtet med. Da han kørte fra nærbutikken, satte han kursen mod Fasanvej, og politiet tror, at han bor lige i området.