Gense nøgenklip: - Hvordan sætter vi lige mikrofonen på dig?

Lørdag er det international arbejd-nøgen-i-haven-dag. For tre år siden besøgte TV MIDTVEST naturisten Henning Møller, der ynder at udføre havearbejdet nøgen.

Den første lørdag i maj er det international arbejd-nøgen-i-haven-dag.
Den første lørdag i maj er det international arbejd-nøgen-i-haven-dag.
Foto: Christian Toft Bro

I dag er det den første lørdag i maj, solen skinner over landsdelen og så er det endda international arbejd-nøgen-i-haven-dag. 

To amerikanere fra The Naturist Society tog i 2005 initiativ til dagen, der internationalt hedder World Naked Gardening Day. Egentlig gjorde de ikke mere ved det end at lave en hjemmeside, men siden dengang er dagen blevet markeret globalt, og således også i Midt- og Vestjylland.

På dagen for tre år siden var TV MIDTVEST på besøg hos formanden for Danske Naturister Midtvest, Henning Møller. Denne dag rev han overskudsgræs sammen i haven kun iført adamskostume, men faktisk arbejder han alle mulige dage nøgen i haven. 

- Nej nej, det gør vi også alle andre dage, hvor det er godt vejr, fortalte han dengang. 

Herunder kan du gense indslaget med Henning Møller fra Thisted.

2:09
Henning Møller udnytter arbejd-nøgen-i-haven-dag til at få revet overskudsgræsset sammen.

3 gode råd til nøgent havearbejde

Indenn man giver sig i kast med havearbejdet helt afklædt, er der lige nogle ting, man skal tage højde for. Derfor har boligejernes videnscenter, Bolius, opstillet tre gode råd, som med fordel kan læses, før man smider tøjet og går i haven.

1. Undgå at arbejde nøgen med farlige haveredskaber

For det første er det en god idé at holde sig til lettere havearbejde som såning og lugning. Og hold dig fra arbejde, der kræver mere farlige redskaber som grensakse, hække- og plæneklippere.

Vådt og snavset arbejde som at vaske havemøblerne eller vande planter kan måske ligefrem være praktisk at udføre nøgen.

2. Pas på solen

Når du er upåklædt, er der naturligvis mere hud, som solen kan bage på. Brug derfor masser af solcreme. Især om foråret, hvor din hud er særlig sårbar efter en lang vinter uden sol. Koncentrationen af uv-stråler kan godt være den samme både om foråret og sommeren, selvom temperaturen er forskellig. 

3. Pas på blufærdighedskrænkelse

Selvom du holder dig i din egen have, så skal du alligevel være klar over, at du kan overskride loven om blufærdighedskrænkelse ved at gå nøgen rundt.

Du kan risikere, at naboer og forbipasserende føler sig krænkede over din nøgenhed. Det gælder især, hvis din grund er åben og ligger ud til eksempelvis et busstoppested. 

Du kan derimod roligt smide kludene, hvis din have er aflukket og folk udefra skal anstrenge sig for at komme til at se ind i haven. 

En rettesnor er dog, at for at støde andre skal din adfærd have en seksuel karakter – som samleje, berøring eller onani – samtidig med at det kan sandsynliggøres, at du ved eller må have indset, at din opførsel virker krænkende for andre.