Gammel messe viser fremtidens teknologi

HI-messen i Herning har 56 år på bagen, men er stadig vigtig for fremtidens teknologi-virksomheder.

Søren Kvejborg er direktør i virksomheden Kvejborg ApS, der er specialiseret i 3D-scanning og opmåling.
Søren Kvejborg er direktør i virksomheden Kvejborg ApS, der er specialiseret i 3D-scanning og opmåling.
Foto: TV MIDTVEST

Herning er i disse dage forvandlet til et sandt Mekka for alle med interesse for teknologi, robotter og fremtidens løsninger, når tech-messen hi Tech & Industry Scandinavia 2019 løber af stablen i Messecenter Herning.

Godt 700 udstillere står klar til at fremvise det nyeste teknologi, og hvad der kan opleves som et lille vindue til fremtiden for messens gæster, er en gylden mulighed for virksomheden for at kapre kunder og forvandle teknologi til profit.

- Nu står de her og ser, hvad vi kan nå på to minutter, og så er de sådan helt blæst bagover, så det er en fed oplevelse at se den reaktion hos folk, siger Søren Kvejborg, der er direktør i Thy-virksomheden Kvejborg ApS. 

- Med interessen kommer jo som regel også et salg i sidste ende, siger direktøren, der på messen blandt andet kan vise, hvordan han med 8/100 af en milimeters præcision kan 3D-scanne en benzintank i fri hånd. 

1:25
HI-messen i Herning er stadig vigtig for fremtidens teknologi-virksomheder.

Det personlige møde betyder noget

Det kan virke paradoksalt, at det nyeste teknologi bliver vist frem på en messe, hvor folk fysisk skal møde op for at se og teste det. Men det menneskelige møde har stadig stor værdi.

Det vurderer Jesper Gandrup, der er administrerende direktør i Robotcenter Danmark.

- Man googler jo rigtig meget i dag, men her får man det personlige på. Man får ansigtet på, og man kommer ud og møder nogle, og så kan du røre ved tingene. 

Der er mulighed for at besøge teknologimessen frem til og med i morgen torsdag den 3. oktober.