Gammel mad er ikke vammel mad: Rester tryllet om til 10-retters menu
I Fjaltring satte de sig for at komme madspildet til livs. I hvert fald for en aften.
Ved du ikke altid lige, hvad du skal gøre med den sidste sjat mælk eller det halve hoved kål i køleskabet?
Så er du langt fra den eneste.
Ifølge FN's Landbrugsorganisation bliver over 1.3 milliarder ton mad smidt ud om året, hvilket svarer til lige omkring en tredjedel af al mad i verden.
Det havde de søndag besluttet sig for at gøre noget ved i Fjaltring på den internationale og nationale "Stop Madspild"-dag.
Derfor havde ejeren af kulturhuset NotFarAway inviteret til "tøm køleskabet"-fest på gården.
- Når jeg har set noget i fjernsynet om, at der er børn i verden, som ikke får mad nok, så bliver jeg meget trist. Men så har jeg tænkt, at det er svært for mig at gøre noget ved det, siger Helle Eliasen.
Det er derfor, hun og dermed kulturhuset er med i dag.
Få inspiration til, hvad du kan gøre med dine rester, i videoen herunder:
Resultatet blev til intet mindre end 10 forskellige retter med alt fra suppe til pastaretter og kager.
Arrangøren af det hele var da også både mæt og tilfreds sidst på aftenen.
- Faktisk er der kun én squash og nogle kogte kartofler, som ikke er kommet med i menuen, så det er vi rigtigt tilfredse med, fortæller Helle Eliasen.
Det eneste hun frygter nu, er at de har lavet så meget mad ud af resterne, at der nu igen bliver rester til i morgen.