Frysende koldt: Her var temperaturen lavest i nat

​På med det varme tøj. Det har været koldt i nat, og det er kun begyndelsen på en uge, der byder på hård frost.

Du skal formentlig have gang i isskraberen, hvis din bil har holdt udenfor i nat.
Du skal formentlig have gang i isskraberen, hvis din bil har holdt udenfor i nat.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er en grund til, det bliver kaldt sibirisk kulde, for det er bidende koldt lige nu.

Faktisk kan midt- og vestjyder sammen med resten af landet godt begynde at klæde sig grundigt på til en råkold afslutning på februar måned.

- Det er en kølig og blæsende uge, vi går i møde. Vi har et kraftig højtryk over Nordskandinavien, og det sender en kold nordøstlig luft ned over os, siger Janne Hansen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Koldest i Karup

Nattens koldeste temperatur i det midt- og vestjyske blev målt på Flyvestation Karup, hvor vejret tvang termometeret ned på minus 8,6 grader.

Også Isenvad og Vestervig er leveringsdygtige i frysende kulde. Her har DMI målt henholdsvis minus 7,7 og minus 7 grader

Sådan så temperaturerne ud klokken 06.00 mandag morgen.
Sådan så temperaturerne ud klokken 06.00 mandag morgen.
Foto: DMI

Glatte veje i hele landsdelen

Mandag kommer temperaturen til at ligge mellem frysepunktet og fire graders frost, og derfor kan vejene være glatte i hele Midt- og Vestjylland, oplyser DMI.

Det kolde vejr kommer til at fortsætte langt ind i ugen, og der kan også falde sne.

- Der vil ikke falde de store mængder sne på én gang, men det vil falde løbende. Vi kommer til at have den samme vejrsituation de næste mange dage, siger Janne Hansen.

Ifølge DMI vil det komme til at føles koldere, end termometrene rundt om i landsdelen viser, fordi vinden er frisk og kommer fra en nordøstlig retning.

- Det kan få tre minusgrader til at føles som minus ti, så man skal sørge for at klæde sig ordentligt på, når man bevæger sig udenfor, lyder det fra Janne Hansen.

Nattetemperaturer kan i ugens løb komme til at ligge på omkring 10 graders frost.