Frustrerede minkavlere blev lovet hurtig erstatning: - Vi har ikke set en krone

En erstatning til minkavlerne er stadig ikke på plads trods lovning på hurtig kompensation. Der kan gå uger endnu, før der er en afklaring til stor frustration i den nedlagte branche, hvor mange er i akutte pengeproblemer.

John Papsø, formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
John Papsø, formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det er nu ved at være en måned siden, minkavlerne fik besked på at aflive alle deres dyr med udsigt til bonus for hurtig aflivning og kompensation indenfor to uger.

Men trods lovningen på en erstatning har minkavlerne stadig ikke set noget til den, og det frustrerer formanden for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, John Papsø.

- Der er forsikringer, hus, vand og varme, som der skal betales for, og lige om lidt skal der afdrages på kreditforeningslånet. Men vi har ikke penge til at betale vores regninger, og vi ejer jo ikke noget nu. Det hele er taget fra os.

- Det er flot at love, der kommer penge hurtigt, men vi har altså ikke set en krone endnu, lyder det fra John Papsø.

Blev uddannet minkavler i sommer – nu har Mathias ingenting

Mathias Houe fra Thyholm blev færdiguddannet som minkavler i sommer, og planen var, at han skulle føre familiens virksomhed videre.

Nu står han uden en krone på lommen med udsigt til en usikker fremtid.

Mathias Houe (til højre) sammen med sin far Mads Houe.
Mathias Houe (til højre) sammen med sin far Mads Houe.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

- Jeg har hele min opsparing i mink. Hvis ikke der kommer penge i kassen, står jeg muligvis med en stor gæld og ingen penge til at begynde på en uddannelse.

- Uddannelsen som minkavler er ingenting værd nu. Så jeg skal finde ud af, hvad jeg så skal, siger Mathias Houe.

Pape: Betal nu noget

De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er, ligesom minkavlerne, også ved at miste tålmodigheden.

- Det er helt galt, at der ikke er noget på bordet. Jeg synes, det er utroligt, at regeringen har brugt så meget tid på at sidde med sig selv i stedet for noget, der virkelig rykker.

- Folk har mistet deres livsværk. Betal nu noget til minkavlerne – for eksempel en pris per mink – til man får lavet det store regnestykke, siger Søren Pape Poulsen.

Kan tage uger før en aftale er på plads

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) forklarer torsdag, at forhandlingerne om minkavlernes erstatning skrider ’stille og roligt fremad’.

Han påpeger, at det er forhandlingspartnernes forskellige ståsteder og en afklaring med EU, for at sikre at der ikke bliver tale om ulovlig statsstøtte, der forsinker den endelige aftale.

Derfor kan der ende med at gå uger, før afklaringen er på plads.

- Hvis det stod til mig, havde vi lavet en politisk aftale allerede nu. Jeg synes, minkavlerne skal have en fuldstændig erstatning, og det skal gøres hurtigt. Men jeg har selvfølgelig også respekt for den politiske forhandling, der er i gang.

- Det tager nogle gange længere tid, når det bliver så højspændt, som det er tilfældet i denne situation, siger Simon Kollerup.

Aflivningen af alle danske mink blev iværksat efter et pressemøde 4. november. 

3:01
Minkavlerne savner svar på, hvornår de får erstatning. Indtil nu har de ikke set en eneste krone.