Frustration blandt spillesteder: - Vi savner klare retningslinjer for genåbningen

Torsdag den 6. maj tager Danmark fat på endnu et kapitel i den gradvise genåbning. Men spillesteder rundt i landet oplever lige nu en stigende frustration på grund af manglende retningslinjer.

På fredag spiller Sko & Torp på spillestedet Høloftet på Thyholm. Men selvom det i udgangspunktet er en glædelig nyhed, så oplever koncertarrangør Bent Haargaard en stigende og snigende frustration. 

Han savner nogle klare retningslinjer for, hvilke restriktioner spillestedet skal overholde i forbindelse med koncerten. 

- Vi savner nogle helt konkrete svar på, hvor mange gæster vi må have, og hvad der gør sig gældende i forhold til afstand, mundbind og Coronapas. Lige nu er der blot nogle overskrifter, som blev lækket for en uges tid siden, som vi har at forholde os til, og ikke en klar politisk udmelding, siger Bent Haargaard.  

Hurtig udmelding fra politikerne 

Også Folkets Hus i Struer savner nogle klare retningslinjer for den forestående genåbning den 6. maj. Her er det Lis Sørensen, der på plakaten torsdag aften. 

quote- Det er virkelig frustrerende, at udmeldingen kommer så sent.

Rie Nyborg, daglig leder af Folkets Hus, Struer.

Politikerne skal holde møde om netop retningslinjerne for den videre genåbning i dag, mandag. Her håber Rie Nyborg på en klar og hurtigt udmelding fra politikernes side. 

- Det er virkelig frustrerende, at udmeldingen kommer så sent. Da man besluttede at åbne for spillestederne den 6. maj, kunne man godt have taget retningslinjerne med. Det ville have gjort det nemmere for os i hvert fald, lyder det fra Rie Nyborg, daglig leder af Folkets Hus. 

Meget kritisabelt

En interesseorganisation for festivaler og spillesteder, Dansk Live, bekræfter at stort set alle spillesteder i landet oplever den samme frustration lige nu. 

- Jeg synes, det er meget kritisabelt, at man holder en hel branche hen i ventetid. Nogle spillesteder kan jo ende et sted, hvor man er nødt til at aflyse nogle ting, fordi restriktionerne ikke bliver, som der var indikeret, siger Esben Marcher, sekretariatschef fra Dansk Live. 

- Der kommer selvfølgelig nogle retningslinjer, men spørgsmålet er, om de kommer så sent, at man ikke kan bruge dem til noget, uddyber han. 

Lige nu forbereder spillestederne sig efter de retningslinjer, der var gældende i efteråret - og satser på, at nogenlunde samme scenarie gør sig gældende igen.