Fremgang overalt: Mange flere brevstemmer til EU-afstemning

I Viborg har otte procent af vælgerne allerede stemt inden valgdagen på onsdag.

Tendensen er klar: Der er mange flere brevstemmer denne gang.

I dag har kommunerne fået styr på, hvor mange der har valgt at brevstemme forud for afstemningen om forsvarsforbeholdet på onsdag. Og det er der mange, der har.

I Viborg kommune oplyser valgchef Flemming Jensen, at kommunen har modtaget 4.165 brevstemmer, og det tal kan stadig nå at vokse, hvis der kommer flere stemmer med posten fra andre kommuner inden onsdag.

I forhold til afstemningen om retsforbeholdet i 2015 er det en fremgang på ikke mindre end 124 procent.

- En lille ting, der kan medvirke, er, at rigtig mange har været ind for at få passet fornyet eller få hjælp til MitID. Så tager de det som en pakkeløsning, siger Flemming Jensen.

I Holstebro er antallet af brevstemmer gået frem med 38 procent, og i Ringkøbing-Skjern er det også steget med cirka en tredjedel.

Flere brevstemmer i hele landet

På landsplan er det it-virksomheden KMD, der håndterer brevstemmerne for 94 af de 98 kommuner i Danmark. Her oplyser kommunikationschef Christoffer Hellmann, at der i formiddag var optalt 225.432 brevstemmer. Det er næsten 60.000 flere brevstemmer end der blev afgivet i alle landets kommuner ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015.

Tendensen med flere brevstemmer var også tydelig, da der var kommunalvalg under corona-pandemien sidste efterår.

- Vi så tendensen i november, hvor der var mange der brevstemte. Nu er det ikke på grund af corona mere. Men måske nogen tænker, at det er en god frihed, at man kan stemme når man har lyst, siger chefen for Borgerservice i Holstebro Kent Jensen.

I Viborg kommune er 20 ansatte på ekstraarbejde indtil sent mandag aften for at håndtere brevstemmerne. De 4.165 brevstemmer svarer til, at otte procent af vælgerne i kommunen allerede har stemt inden valgdagen på onsdag.




1:45
I flere kommuner er det væltet ind med brevstemmer til EU-valget. Viborg har oplevet en stigning på 124%.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST