Forsvarsforbeholdet: Regeringen forsøger at lokke danskerne, mener DF

Dansk Folkeparti mener, at regeringen bruger krigen i Ukraine til at lokke vælgerne til at stemme ja.

34:50
Anders Vistisen er forhenværende medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Dansk Folkeparti er ikke i tvivl. Afstemningen om forsvarsforbeholdet blev udskrevet, fordi det lige nu er belejligt. Regeringen syntes, at krigen i Ukraine var en oplagt anledning til at sende danskerne til stemmeurnerne, mener partiet.

- Jeg synes, det er højst overraskende, siger Anders Vistisen (DF).

- Men det er jo opportunt nu, hvis man gerne vil lokke danskerne til at sige ja. Jeg køber bare ikke præmissen om, at Europa er blevet forandret. Rusland har for snart ti år siden invaderet Krim. Dele af Georgien er i en mellemliggende periode blevet invaderet. Næsten 10.000 mand er døde i den ukrainsk-russiske konflikt. Og dette før, russerne gik ind med en fuld skala invasion i Ukraine, påpeger Anders Vistisen, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti og forhenværende medlem af Europa-Parlamentet.

Dermed kritiserer Dansk Folkeparti timingen i valgudskrivelsen. Partiet klandrer regeringen for at udnytte situationen i Ukraine. Og for på skuldrene af konflikten at benytte lejligheden til at lokke danskerne til at stemme ja onsdag den 1. juni.

S: Det er Danmarks interesse

DF's analyse og påstand er Socialdemokratiet selvsagt ikke enig i. Partiet kalder det oplagt, at danskerne netop nu bliver bedt om at forholde sig til, om forsvarsforbeholdet skal skrottes eller bestå.

- Når verden forandrer sig og vi ser, at der er trusler mod os i Europa, der er stærkere, end vi har set dem før, så synes jeg, vi må tage bestik af situationen, mener Niels Fuglsang, der er valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

- Jeg mener, Danmark har en interesse i at melde sig ind i de klubber af ligesindede, hvor vi kan være med - og være fuldt ud med. Det gælder også i EU, understreger han.

Søren Gade siger ja

Anders Vistisen og Niels Fuglsang medvirker i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet er til debat. Med i udsendelsen er også Enhedslistens forsvarsordfører, Peder Hvelplund, samt Søren Gade - Venstre-medlem af Europa-Parlamentet.

Sidstnævnte har tidligere været kritisk overfor at droppe forsvarsforbeholdet. Søren Gades argument har været, at Danmark brugte for få penge på forsvaret til, at en afskaffelse gav mening. Men med det nationale kompromis i begyndelsen af marts, hvor et bredt flertal i Folketinget nu er parat til at sende milliarder af kroner efter forsvaret, så er nu også den tidligere Venstre-forsvarsminister blevet fuldtonet jasiger.

- Man kan sige meget med hensyn til at mistænkeliggøre timingen. Jeg synes det er vigtigt at man politisk fra Christiansborg tager den dagsorden, som jo fylder overalt - alle diskuterer Ukraine - og siger, jamen på baggrund af det , så giver det mening at diskutere forsvarsforbeholdet på en trist baggrund, mener Søren Gade.

- Når jeg går ud og argumenterer for et ja, så er det fordi, jeg i hjertet mener, at forsvarsforbeholdet står i vejen for varetagelsen af danske interesser, siger Venstre-europaparlamentarikeren.

Her kan du se hele debatten om afskaffelse af forsvarsforbeholdet i 'Krydsfelt'