Forsvaret er hårdt såret af manglen på mandskab

Det kan tydeligt mærkes på kasernerne i Holstebro og Skive, at der mangler medarbejdere. Hårdest er det for dem, der er nødt til at løbe endnu stærkere.

2:45
Jørgen Christian Pedersen kan mærke de må løbe stærkere i Ingeniørregimentet i Skive.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Hver femte mand mangler i geledderne i det danske forsvar.

Den fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, peger på, at nogle af forklaringerne kan ligge i de relativt store nedskæringer, der har været indenfor de sidste 10-15 år. 

Det bekymrer flere medarbejdere i Forsvaret. 

- Jeg kalder det særdeles kritisk. Jeg har været 40 år i Forsvaret, og jeg har aldrig set, at det har set så skidt ud før, siger brigadegeneral og næstkommanderende i Hæren, Henrik Lyhne.

Udfordringerne kan både ses og mærkes hos Ingeniørregimentet i Skive. Antallet af soldater på kasernerne er faldet markant de senere år.

Det stiller Ingeniørregimentet i en kritisk situation.

- Når vi nogle steder mangler hver tredje mand, så står vi med røven i vandskorpen, siger Jørgen Christian Pedersen, der er fællestillidsrepræsentant for konstablerne i Ingeniørregimentet i Skive.

Det går ud over medarbejderne på de poster, der trods alt er besatte. Nu skal de bare løbe endnu stærkere.

- Folk må løbe hurtigere, og når man har lavet en opgave, eller er i gang, så skal man i gang med den næste, eller også bliver man bare ikke helt færdig, siger Jørgen Christian Pedersen.

Bekymret for fremtiden

Det står værst til på de uddannende poster, og det er bekymrende, hvis de skal fastholde en høj rekruttering.

- Vi er udfordret med kaptajner og med oversergenter. Det er dem, der skal uddanne niveauerne under. Når vi har færre af dem, så skal de, der er tilbage, løbe ekstra stærkt, siger Anders Poulsen, der er regimentschef hos Jyske Dragonregiment.

Anders Poulsen mangler især kaptajner og oversergenter hos Jyske Dragonregiment i Holstebro.
Anders Poulsen mangler især kaptajner og oversergenter hos Jyske Dragonregiment i Holstebro.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Dårlige medarbejderforhold og lønninger står som nogle af svarene på, hvorfor medarbejderne ikke vil blive hos Forsvaret. Det har de dog svært ved at ændre på ude på kasernerne.

- Der er ingen tvivl om, at der skal ses på økonomien for vores soldater, men det er jo et andet sted, det skal håndteres. Her er vi jo over i overenskomstforhandlinger, siger Anders Poulsen.

Politikerne på Christiansborg vil også gerne gøre noget ved personalemanglen og har blandt andet et forslag, der skal gøre det lettere for soldater med børn og familie. 

- Vi kunne kigge på udsendelsesperioder eller orlovsperioder for soldater, der er forældre, så man bedre kan få sit arbejdsliv til at hænge bedre sammen med sit familieliv, siger Carsten Bach, der er forsvarsordfører for Liberal Alliance.

En sidste bøn fra kasernerne lyder på det, der kan gøres nu. 

Vi bliver nødt til at passe på de medarbejdere, vi har nu, for de skal uddanne de næste generationer af soldater, det er simpelthen en investering i Forsvaret, siger Jørgen Christian Pedersen fra Ingeniørregimentet i Skive.

Den fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, har bedt Forsvars fagforening om at komme med løsningsforslag på problemet.