Forsikringsselskab: Flest vælger elbiler fra på anhængertrækket i Midtjylland

Næsten hver anden vil købe en elbil næste gang, men i Midtjylland tøver flest på grund af elbilernes manglende evne til at trække en stor trailer, viser en undersøgelse.

0:47
Mange bilister i det midt- og vestjyske vil gerne skifte til elbil. Men kun hvis elbilen kan trække en tung trailer.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

49 procent af danskerne er klar på at tanke elektricitet frem for benzin eller diesel, når den næste bil skal vælges. 

Det viser en undersøgelse, som Danmarks tredjestørste forsikringsselskab, LB Forsikring, har lavet blandt sine medlemmer.

Men der er stadig en række parametre, som afholder den sidste halvdel fra at skifte forbrændingsmotoren ud. Både prisen, rækkevidden og muligheden for at lade på farten er de tre ting, der afskrækker mest. 

På fjerdepladsen finder vi evnen til at trække en trailer. For elbilerne har typisk ikke anhængertræk, og hvis de har, er det enten kun godkendt til at bære en cykel eller trække en meget lille havetrailer. 

Det falder cirka hver fjerde bilkøber på landsplan fra på, men i Midtjylland er det næsten hver tredje, der ikke kan forlige sig med tanken om ikke at kunne slæbe en stor campingvogn eller et læs grus hjem fra byggemarkedet. 

Bilhandler bekræfter tendensen

Undersøgelsens konklusion bekræftes af Nissan-forhandleren i Herning, der har solgt mærkets elbil, Leaf, i ti år. Vel at mærke uden mulighed for træk.

- Midt- og vestjyderne er ikke firstmovers, og det er da helt klart noget, der bliver gået op i. At man ikke kan flytte sin campingvogn uden at spørge naboen om hjælp, siger bilsælger Claus Damsgaard.

Han har oplevet, at købere har valgt elbilen fra og i stedet købt en benzin- eller dieselbil og valgt at se tiden an. Og tiden er netop kommet til, at han kan tilbyde kunderne en elbil med træk på. Efter nytår kommer en ny model fra Nissan, der må slæbe 1.500 kg.

- Det rækker til en større campingvogn, men rækkevidden er stadig ikke til en tur til Italien. Men bare det at kunne køre til genbrugspladsen eller flytte sin campingvogn som fastligger fra Herning til Skive, det er sikkert nok til at få nogen til at vælge den, siger han.

Fremtidens elbiler bliver også både billigere og får længere rækkevidde, så det vil også skubbe yderligere til salget af elbiler, som for tiden udgør cirka syv procent af solgte biler i Danmark, mener Claus Damsgaard.

Claus Damsgaard sælger typisk en benzin- eller dieselbil til dem, der vælger elbilen fra på grund af manglen på trækkrog.
Claus Damsgaard sælger typisk en benzin- eller dieselbil til dem, der vælger elbilen fra på grund af manglen på trækkrog.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST