Forskerne er blanke: Hvor kommer smitten på minkfarme fra?

Mens minkavlerfamilien fra Skave er bekymrede, kan ikke engang videnskaben fortælle dem, hvor smitten blandt minkfarme kommer fra.

Jan Obitsø (tv) startede med minkavl i 1982. Samme år fik han Sønnen Jakob Obitsø, og nu driver de sammen en farm med 45.000 mink.
Jan Obitsø (tv) startede med minkavl i 1982. Samme år fik han Sønnen Jakob Obitsø, og nu driver de sammen en farm med 45.000 mink.
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Corona-smitten på de danske minkfarme breder sig, og hver gang én farm bliver ramt af virus, så skal alle andre minkavlere i en radius af 7,8 km også aflive deres dyr. 

I den her uge har TV MIDTVEST fulgt Minkavlerne Obitsø fra Skave tæt, og hvis der er en ting, der frustrerer dem og andre avlere, så er det, at eksperterne endnu ikke har kunnet svare dem på, hvor smitten kommer fra. 

- Vi kan ikke få noget at vide, hvad vi skal gøre udover at holde en meters afstand. Men som minkfarm skal vi faktisk holde otte kilometers aftsand, fortæller minkavleren Jan Obitsø.

Familien Obitsø forstår ikke, hvorfor alle mink i en radius af 7,8 km skal aflives, når man stadig ikke ved, om det er mennesker, dyr eller luften, der bærer coronavirussen fra minkfarm til minkfarm.

Derfor har TV MIDTVEST spurgt videnskaben. Vi har talt med de folk, som lige nu vejleder myndighederne og undersøger de smittede farme, og der er klar besked.

- Vi er ikke i nærheden af at have en konklusion, fortæller Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær virologi ved Københavns Universitet.

Måske er det fuglene

Der er simpelthen ingen forklaring på, hvorfor så mange minkfarme er ramt af covid-19. Derfor udelukker Jan Obitsø ingen muligheder. Minkavleren fra Skave skræmmer sågar fugle væk med en gaskanon.

- Vi ved, at mågerne dapper rundt på farme og samler spildfoder op. De er måske hos os en halv time, og så flyver de ned til naboen og laver det samme nummer der. Det kan vi lige så godt tro på som alt muligt andet, siger Jan Obitsø.

På Københavns Universitet arbejder de faktisk med teorien om, at fugle kan slå sig ned på farme med syge mink og på den måde tage smitten med videre. De vil dog ikke give fuglene skylden.

- Fuglene kan være på en minkfarm og så flyve over til en anden minkfarm og slå sig ned på et bur. Så kommer der en mink og slikker på fuglens fod og på den måde bliver inficeret. Hele det her scenarie vurderer vi til at være ekstremt usandsynligt, fortæller professoren Lars Erik Larsen.

De foreløbige resultater fra Københavns Universitet kan heller ikke overraske nogen.

- Vi vurderer, at det er mennesker, der transporterer virussen fra besætning til besætning.

Selvom der ingen konklusion er klar, så mener Lars Erik Larsen, at familien Obitsø gør det rigtige.

- Jeg tror det bedste, de stakkels minkfarmere kan gøre, er at prøve at sætte ind på alle parametre, siger professoren i veterinær virologi.

Minkavlerne fra Skave håber bare, at smitten kan holde sig fra deres farm og nærområde, men optimismen er så småt ved at forsvinde.

- Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre mere. Det er absolut ikke rart at gå og tænke på, men det er sådan, det er lige i øjeblikket, fortæller Jan Obitsø.

Videnskabsfolkene håber at have en konklusion klar til foråret.