Forskellig håndtering af nye lærere får kritik: - Det er ærgerligt, sådan som det fungerer

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer nyuddannede lærere. I Ringkøbing-Skjern får håndteringen kritik af den lokale lærerforening.

Lærer
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Mange nyuddannede lærere flygter fra folkeskolen i deres første år som skolelærer på grund af manglende støtte fra arbejdspladsen. For selvom nogle skoler har gode mentorordninger for nye lærere, så er der også skoler uden særlig hjælp.

Kommunerne håndterer nemlig de nye lærere forskelligt. Eksempelvis får håndteringen i Ringkøbing-Skjern Kommune kritik fra den lokale lærerforening.

- Jeg synes det er ærgerligt, sådan som det fungerer, lyder det fra Kirsten Busk, som er Kredsformand for  Fjordkredsen i Danmarks Lærerforening.

Det som er ærgerligt er, at der ikke er faste rammer for, hvad skolerne skal gøre, for at hjælpe de nye lærere.

- Når nye lærere ringer til mig for at høre om reglerne i kommunen, så kan jeg kun sige, at der er en aftale om at skolerne skal hjælpe dem, men det er ude på den enkelte skole de bestemmer hvordan, forklarer Kirsten Busk.

Kommunen lavede aftale i 2019

I 2019 lavede Ringkøbing-Skjern Kommune og Danmarks Lærerforening en rammeaftale med retningslinjer for nyuddannede. 

- I den her rammeaftale, som vi har lavet, der ligger, at man skal lave nogle særlige foranstaltninger for at hjælpe nyuddannede lærer godt i gang, men vi har ikke defineret, hvad det skal være. Det skal man ud på den enkelte skole og tage en beslutning om, forklarer Trine Ørskov, som er formand for Børne- og Familieudvalget (S) i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Men det er ikke løsningen - mener kredsformanden i lærerforeningen. 

- Vi kunne godt lave nogle retningslinjer lokalt og sige, at de gælder for alle skoler i vores kommune, siger Kirsten Busk.

Et stort problem

Flere nyuddannede lærere vælger at forlade folkeskolen på grund af manglende hjælp. Et eksempel er Louise Dyrborg, som aldrig fandt sig til rette i sin første lærerstilling.

- Det var alt for overvældende, fordi man står så meget på egne ben med noget man ikke har vildt stor erfaring inden for, forklarer Louise Dyrborg.

3:32
Der er mange nyuddannede lærere, der kommer på gyngende grund i deres første år på arbejdsmarkedet. Hver sjette vælger at stoppe i faget.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Men i nogle kommuner er der klarere hjælp til de nyuddannede. I Herning Kommune har de fornylig indgået en aftale med særlig fokus på de unge lærere.

- Der er skrevet ind, at der maks må være 720 undervisningstimer det første år, og så er der fokus på de her mentorordninger, hvor der skal afsættes den fornødne tid til at koble en nyansat sammen med en erfaren lærer, forklarer Dorte West, som er formand for Børne- og Familieudvalget (V) i Herning Kommune

Aftalen gælder her alle folkeskolerne i kommunen.

Samme aftale og så alligevel ikke

I Ringkøbing-Skjern kommune skal folkeskolerne ifølge deres aftale også bruge mentorordninger og undervisningstimer. Men klarere er det ikke udpenslet.

-Det er jo en fælles ramme med plads til forskellighed, og det er ligesom udgangspunktet for vores skolevæsen. Men hvis det viser sig, at der er behov for at gøre det anderledes, så kigger vi jo på det til den tid, fortæller Trine Ørskov, som er formand for Børne- og Familieudvalget (S) i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Nogle skoler i kommunen har også gjort sit for at give en god start til de nyuddannede. Alligevel er det ikke nok ifølge den lokale lærerforening.

- Jeg kan jo høre, at der er mange, der falder fra. Det er jo rigtig ærgerligt, hvis det betyder, man falder fra, hvis man ikke tager nogle forholdsregler, forklarer Kirsten Busk, som er Kredsformand for  Fjordkredsen i Danmarks Lærerforening.

Aftalen mellem kommune og lærerne skal evalueres i det nye år. 

2:18
Ringkøbing-Skjern kommune bestemmer skolerne selv den bedste start for de nyuddannede lærere. Det møder kritik fra Fjordkredsen.