Formand om betaling til minkavlere for at aflive deres egne dyr: - Vi kan gøre det hurtigt og skånsomt

Fødevareministeriet vil nu betale de minkavlere, som bliver beordret til at aflive deres mink, for at hjælpe med at slå besætningen ned.

John Papsø er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
John Papsø er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Fødevareministeriet vil betale minkfarmerne for at hjælpe med at aflive deres mink, hvis deres besætning skal slåes ned. De mange aflivninger af mink kræver ekstra hænder, og derfor tilbyder ministeriet nu minkavlerne 300 kroner i timen for at hjælpe med at aflive deres mink.

Det nye tiltag får som udgangspunkt fine ord med på vejen fra pelsdyravlerne.

- Jeg synes, det er en god idé, fordi det kræver flere hænder, og det kræver øvede hænder, så man kan få aflivet dyrene hurtigt, forklarer John Papsø, der er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.

Som det er nu, er det Fødevarestyrelsen folk, som afliver mink, men det kan gå meget hurtigere, hvis de får hjælp.

- For at det her kan lykkes med at få de smittede farme væk hurtigt, så er den eneste måde, det kan lade sig gøre på, at vi som avlere hjælper til. Vi ved, hvordan dyrene skal håndteres, og vi kan gøre det hurtigt og skånsomt, forklarer John Papsø.

2:01
Mens mink-branchen lige nu er hårdt ramt af corona-smitte - så møder de ellers udskældte avlere faktisk opbakning blandt danskerne.

Langt fra en løsning

Mens det isoleret set er en god idé, at minkavlerne hjælper til, så er de langt fra tilfredse med situationen. 

- Vi skal se på det som en samlet pakke, i forhold til det indspil vi kom med til Fødevarestyrelsen i mandags, som vi intet har hørt fra endnu. Så vi kan lave en fælles løsning på den kæmpe udfordring, vi står overfor, siger John Papsø.

Som det er nu, skal alle mink i en radius af 7,8 kilometer aflives, hvis en farm får corona. Også selvom de omkringliggende farme ikke har virussen. En regel, som vækker stor frustration hos minkavlerne.

- Vi ønsker at bevare erhvervet, vi ønsker ikke, at alle dyr i en radius af 7,8 kilometer skal aflives uden grund. Så vi foreslår en række punkter, eksempelvis at man kan få lov at bevare nogle avlsdyr, siger John Papsø.

Men minkavlerne føler sig slet ikke hørt. De føler, at reglerne er blevet trukket ned over hovedet på dem, uden at lede efter en ordentlig løsning fra start.

- Hvis der nu havde været en forhandling fra start, så er jeg været sikker på, det var en bedre løsning, siger John Papsø.

Det haster med hjælp

Danske Pelsdyravlere har i mandags sendt et forslag til Fødevareministeriet. Men siden da har de intet hørt, og det er endnu en dråbe i bægeret, som for længst er flydt over.

- Vi har brug for et hurtigt svar. Der er efterårsferie, men virussen den holder ikke efterårsferie, siger John Papsø.

Som situationen er nu, er det det værste minkavlerne nogensinde har været ude for. Selvom der tidligere har været smitsomme sygdomme blandt mink, har John Papsø aldrig oplevet noget lignende:

- Aldrig nogensinde. Vi har været igennem andre ting, men det her det er slemt. Det er virkelig slemt. Folk er virkelig nervøse og bryder sammen i telefonen, det er forfærdeligt, det er det, forklarer han.

1:49
Flere partier vil have fødevareministeren til at skifte strategi i indsatsen mod corona på minkfarme.