Formand både positiv og ærgerlig over Kollerups mistede ansvar

Det er fremover Kaare Dybvad (S), der har ministeransvar for landdistrikterne. Han overtager ansvaret for Simon Kollerup (S).

Steffen Damsgaard er formand for Landdistrikternes Fællesråd (arkivbillede).
Steffen Damsgaard er formand for Landdistrikternes Fællesråd (arkivbillede).
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Ved en ministerrokade har erhvervsminister Simon Kollerup (S) i dag, torsdag, mistet ansvaret for landdistrikterne.

Det er en omlægning, som Steffen Damsgaard, formanden for Landdistrikternes Fællesråd, har fulgt tæt.

Overordnet ser han selve omlægningen som positiv.

- Det er positivt, at man knytter hele indenrigsområdet sammen, som er kommunernes økonomi, udligningsreform, tilskud til nedsættelse af færgetakster og andre ting, sammen med boligministeriet, som har tilskud til nedrivning, til renovering og områdefornyelse, og at man knytter landdistrikterne, planområdet og regional udvikling fra erhvervsministeriet sammen i ét ministerium. På den måde samler man mere, og det er umiddelbart positivt, lyder den umiddelbare analyse fra Steffen Damsgaard.

Men alligevel er det ikke udelukkende positivt, at de af Steffen Damsgaard nævnte ansvarsområder samles.

For det betyder altså, at det ikke længere er Simon Kollerup fra landsdelen, som står øverst i hierarkiet.

- Han kender området og kender folkene, og han kender også, hvad der skal til. Det lokalkendskab forsvinder nu, når ministeriet går til en person, som kommer fra en anden landsdel, siger formanden og fortsætter:

- Set med et landdistriktsperspektiv er det heldigvis en person, Kaare Dybvad, som brænder for at skabe udvikling i hele landet og brænder for landdistrikterne, der tager over. Men set fra midt- og vestjysk perspektiv er det et tab, når en lokal lige pludselig ikke længere er minister for et så centralt område, som hele landdistriktsdelen har været.

Håber på tæt samarbejde

Når Simon Kollerup ikke længere som minister skal være ansvarlig for landdistrikterne, kommer han af selvsamme grund ikke til at have det samme fokus på det.

Alligevel håber Steffen Damsgaard, at Kollerup indleder et tæt samarbejde med sin afløser om netop landdistrikterne.

- Jeg håber, at de to ministre og de to ministerier kommer til at arbejde rigtig godt sammen. For det er også vigtigt, når vi taler udvikling i hele landet og et land i balance, at hele erhvervsperspektivet står klart og tydeligt. Der skal skabes jobs, hvis man også skal arbejde med tilflytning til landdistrikterne og til vores midt- og vestjyske område, siger han.

Alt tyder da også på, at Simon Kollerup fortsat kommer til at tænke på landdistrikterne.

På Twitter lykønsker Kollerup Kaare Dybvad og skriver, at han ser frem til at samarbejde med ham.