Fond bag feriepenge: Fremryk deadline for indberetning

Det svære ved at udbetale indefrosne feriepenge tidligt er, at man ikke ved, hvor meget folk har til gode.

Finansminister Nicolai Wammen (S) og regeringen foreslår ifølge flere kilder, at lønmodtagerne får udbetalt to ugers indefrosne feriepenge (arkivbillede).
Finansminister Nicolai Wammen (S) og regeringen foreslår ifølge flere kilder, at lønmodtagerne får udbetalt to ugers indefrosne feriepenge (arkivbillede).
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Den største udfordring ved en tidlig udbetaling af indefrosne feriepenge er at være sikker på, at alle får de penge, som de har ret til.

Det siger Else Nyvang, som er kundedirektør i LD Fonde.

Under LD Fonde hører fonden Lønmodtagernes Feriemidler, som forvalter de indefrosne feriepenge.

- Vi er stadig i den periode, hvor man optjener de her penge. Derudover har arbejdsgiverne endnu ikke pligt til at indberette, hvor mange penge det drejer sig om.

- Så der skal ændres på arbejdsgivernes frister for, at vi overhovedet ved, hvad den enkelte lønmodtager har krav på, forklarer hun.

Ifølge flere centrale kilder vil regeringen forslå at udbetale to uger af lønmodtagernes indefrosne feriepenge for at stimulere økonomien.

Feriepengene forventes tidligst at komme til udbetaling til efteråret, for optjeningsperioden løber frem til 31. august.

På nuværende tidspunkt skal arbejdsgiverne indberette beløbet for medarbejderne senest 31. december.

- Hvis man taler om at udbetale nogle af midlerne, kan man muligvis fremrykke nogle af fristerne, men man kan nok ikke fremrykke dem for alle midler, for der er gode grunde til, at arbejdsgiverne ikke indberetter løbende.

- Der kan være dele af ens lønindkomst, som først opgøres efter optjeningsperioden er slut. Så der er gode grunde til, at arbejdsgiverne har et par måneder til at afslutte deres indberetning, forklarer Else Nyvang.

Den mest oplagte løsning er dog at få arbejdsgivernes indberetninger tidligere, siger hun.

- Man kan kigge i Skats systemer, men det vil give en del afvigelser, som jeg har svært ved at se, hvordan man skal forsvare.

- Der er en masse små hjørner i den måde, man frigør feriepengene på, som man ikke bare kan udlede af indkomstoplysninger.

En model kunne være at splitte indberetningen op i to, lyder det.

- Optjeningsperioden har kørt fra 1. september sidste år til 31. august i år, men de penge, der allerede er tjent op i for eksempel sidste efterår og begyndelsen af i år, er måske klar hos nogle arbejdsgivere.

Else Nyvang vurderer, at der for LD Fonde skal gå minimum en måned, nærmere to, fra indberetningerne ligger klar, til udbetalingen kan begynde.