Fona fyrer 280 og lukker flere butikker

Kun otte butikker i elektronikkæden Fona kommer til at overleve efter firmaets rekonstruktion.

FONA

Fona skærer endnu mere ind til benet og fyrer 280 ansatte.
    
Kun otte butikker i elektronikkæden kommer til at overleve efter firmaets rekonstruktion.
    
Det er de hårde kendsgerninger fra den økonomisk klemte kæde, der i løbet af februar og marts har arbejdet på at finde sin nye form.
    
I første omgang forlød det, at 31 butikker af de oprindelige 56 ville overleve. Allerede ved den lejlighed blev 300 ansatte ud af 975 opsagt.
    
- Denne plan havde imidlertid nogle forudsætninger, som det i løbet af marts 2016 har vist sig ikke kunne opfyldes, skriver advokaterne, der står for rekonstruktionen, i en pressemeddelelse.
    
Derfor er alle ansatte, der ikke arbejder i de otte overlevende butikker, fyret per dags dato.
    
Advokaterne, Ole Borch og Pernille Bigaard, understreger i meddelelsen, at der ikke er tale om en færdig løsning, men at det er den model, de arbejder videre med lige nu. Viser det sig, at der kan holdes liv i flere butikker, vil de trække nogle opsigelser tilbage.
    
De forventer at have et endelig svar på Fonas fremtid i april.
    
F Group, der ejer Fona, gik til skifteretten 1. februar og bad om rekonstruktionen, en form for betalingsstandsning, på grund af den svære økonomiske situation.
    
Kæden er ifølge egen forklaring ramt af hård konkurrence på markedet for elektronik, som har ført til priskrig med andre kæder som Power og Elgiganten.
    
Fona tabte 30 millioner kroner om året i 2013 og 2014 - selskabet har endnu ikke afsløret tallene fra 2015.

Ifølge Ritzau overlver disse butikker:

* I København er det Fona 2000 på Strøget samt butikkerne på Trianglen, Frederiksberg og i Fisketorvet, der videreføres.
    
* I Storkøbenhavn holdes der live i Fona i Rødovre Centrum, i Lyngby Storcenter og på Klampenborgvej i Lyngby.
    
* I Jylland overlever kun en eneste Fona: i Aalborg på Nytorv.
    
Kilde: F Group
    
/ritzau/