Folkekirkens medlemmer smutter - men mindst her i landsdelen
Medlemmerne melder sig ud af folkekirken. Men tilslutningen er størst her i landsdelen.
Medlemmerne bliver færre i den danske folkekirke. I nogle provstier, der er en samling af sogne, er den procentuelle andel under 50 procent. Men ikke her i landsdelen. Fem midt- og vestjyske provstier er med i top 10 over, hvor der er flest medlemmer. Det skriver Ritzau på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Salling Provsti nummer 1
Salling Provsti ligger med 89,2 procent højest i antallet af medlemmer. Som nummer 2 kommer Sydthy Provsti med 88,4. Som nummer 4 ligger Lemvig Provsti, mens Herning Nordre Provsti kommer på en 8. plads og Viborg Østre Provsti kommer på en 10. plads.
- Det er utrolig glædeligt, at vi ligger så godt, som vi gør. Jeg tror jo, at det folkelige og det kirkelige hænger tæt sammen her hos os. Her bliver stort set alle døbt og konfirmeret. Præster er med omkring de store højtider i form af begravelse og bryllup. Der er en daglig kontakt. Også i form af foreninger som KFUM og KFUK og spejderne, fortæller Henrik Stubkjær, der er biskop i Viborg Stift, til TV MIDTVEST.
Af de 110 provstier, der er i Danmark, er tilslutningen dårligst i Bispebjerg-Brønshøj Provsti, hvor medlemsskabet kun er på 47,1 procent.
Top 10
1. Salling Provsti: 89,2 procent
2. Sydthy Provsti: 88,4 procent
3. Hadsund Provsti: 88,0 procent
4. Lemvig Provsti: 87,9 procent
5. Ribe Provsti: 87,8 procent
6. Aalborg Vestre Provsti: 87,7 procent
7. Brønderslev-Dronninglund Provsti: 87,7 procent
8. Herning Nordre Provsti: 87,5 procent
9. Hjørring Nordre Provsti: 87,0 procent
10. Viborg Østre Provsti: 86,9 procent
Bund 10
1. Bispebjerg-Brønshøj Provsti: 47,1 procent
2. Nørrebro Provsti: 49,1 procent
3. Vor Frue Vesterbro Provsti: 52,7 procent
4. Amagerbro Provsti: 56,6 procent
5. Høje Taastrup Provsti: 56,9 procent
6. Holmens og Østerbro Provsti: 57,9 procent
7. Aarhus Vestre Provsti: 59,0 procent
8. Valby-Vanløse Provsti: 59,2 procent
9. Glostrup Provsti: 59,4 procent
10. Frederiksberg Provsti: 61,0 procent