Folk stikker af fra parkeringsbuler i december

Forsikringsselskab opfordrer midt- og vestjyske bilister til at passe på julebuler i december. Flere stikker nemlig af fra skaderne i denne måned.

bule.jpg
Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Siden 2015 har GF Forsikring oplevet en stigning på omkring 20 procent i antal parkeringsskader, hvor der, som det hedder på forsikringssprog, ikke er en ansvarlig modpart. Det betyder, at den ansvarlige bilist ikke efterlader en besked til bilejeren, men stikker halen mellem benene. Især i den travle december måned.

- Vi synes, at det er god stil at give sig til kende. Der er da bare ikke noget mere træls end at komme ud på parkeringspladsen til en bule eller en ridse i bilen og ikke vide, hvem der har gjort det. Så står man alene med regningen, siger Stig Lindenstrøm på vegne af GF Forsikring i Midt- og Vestjylland.

Årsagen til at mange ikke efterlader en seddel med en besked, er formentlig på grund af den selvrisiko, der som oftest er på bilforsikringen. GF Forsikring oplyser, at der faktisk kan være en god chance for, at ens forsikring dækker, hvis man laver en parkeringsskade på en andens bil, det som også i daglig tale kaldes for BILKA-buler. Det vil i så fald stå i betingelserne eller på ens police.

- Mange af vores bilkunder i GF Forsikring har faktisk nul kroner i selvrisiko på ansvarsskader ved parkering. Det får man, når man når et bestemt trin hos os. Så det er værd at få styr på om ens forsikring dækker, og ellers kan man undersøge, hvad der skal til for at få sådan dækning. Uheldet kan jo være ude for selv den bedste, og ingen laver jo skrammer med vilje, slutter Stig Lindenstrøm fra GF Forsikring.